Boris Johnson på hospitalet: Coronasymptomer vil ikke forsvinde

Den britiske premierminister, Boris Johnson, bliver nu undersøgt for en sikkerheds skyld.

Den britiske premierminister blev testet positiv for smitte med coronavirus den 27. marts. (Foto: © HANNAH MCKAY, Scanpix)

Storbritanniens premierminister, Boris Johnson, er blevet sendt til undersøgelse på hospitalet med vedvarende symptomer fra coronavirus. For ti dage siden blev han testet positiv. Dengang oplevede han blot milde symptomer.

- Efter råd fra sin læge er premierministeren her til aften blevet sendt på hospitalet for at blive undersøgt, oplyser en talskvinde ifølge nyhedsbureauet Reuters.

- Det sker ud fra et forsigtighedsprincip, da premierministeren fortsat har symptomer fra coronavirus, lyder det.

55-årige Boris Johnson har arbejdet hjemmefra, siden han den 27. marts blev testet positiv for smitte med coronavirus.

Premierministerens seneste offentlige optræden var torsdag, hvor han fra sin lejlighed tog del i en hyldest af de ansatte i det britiske sundhedsvæsen.

Dagen efter meldte han ud, at han havde høj feber.

Antallet af døde smittet med Covid-19 i Storbritannien er det seneste døgn steget med 621 til 4.934 personer.