Borgerservice: Danskere i Tyskland opfordres til at ringe hjem

Foreløbigt tyder intet på, at danskere blev ramt, da lastbil kørte ind i tysk julemarked.

- Indtil videre har vi ikke oplysninger om, at der skulle være danskere i blandt, siger René Dinesen fra Udenrigsministeriets Borgerservice.

Efter lastbilangrebet ved julemarkedet tæt på Gedächtniskirken i Berli, har mange danskere taget kontakt til Udenrigsministeriets Borgerservice, da de ikke har kunnet komme i kontakt med med deres pårørende i Berlin.

- Man har kaldt ekstra personale på arbejde til at besvare opkald fra danskere, der har pårørende i Berlin og til at koordinere med de tyske myndigheder og den danske ambassade, oplyser Udenrigsministeriets Borgerservice til DR Nyheder.

Her til morgen er det dog lykkedes at komme i kontakt med langt de fleste danskere i Tyskland.

Chefen for Udenrigsministeriets Borgerservice, René Dinesen, oplyser, at de gennem aftenen og natten har arbejdet på at få afklaret om, der er danskere blandt de sårede og dræbte ved angrebet i Berlin, hvor en lastbil torpederede en menneskemængde.

- Indtil videre har vi ikke oplysninger om, at der skulle være danskere iblandt, siger han.

Borgerservice: Vi mangler stadig at høre fra enkelte

René Dinesen oplyser, at der endnu er enkelte danskere, som de endnu ikke har hørt fra.

Hos Borgerservice gør man dog alt, hvad man kan for at få afklaret status på danskere i Berlin, som man endnu ikke har hørt fra.

- Vi har informeret på sociale medier og via appen UM Rejseklar, hvor man kan sende push-beskeder til folk, der opholder sig i Tyskland, om, at det er vigtigt lige at sende et signal hjem til deres pårørende i Danmark om, at alt er okay, siger han og oplyser, at mange har gjort netop sådan.

Lige nu er der to på listen, som det ikke er lykkedes at få kontakt med, men tallet kan udvikle sig både op og ned, fortæller René Dinesen.

Derfor opfordrer han alle danskere i Berlin til at give lyd fra sig - enten til Borgerservice eller pårørende.

Skulle man have været i nærheden af angrebet, er der mulighed for at få krisehjælp, ligesom der også er en dansk kirke i Berlin, som Borgerservice har været i kontakt med. Der bistår præsten meget gerne med støtte.

- Du kan kontakte Den Danske Kirke i Berlin på +4546997195, lyder tweetet.

Aflys ikke ferien til Berlin

Der er ikke nogen grund til at blive hjemme fra Berlin på grund af det her. De tyske myndigheder har generelt godt styr på sikkerhedssituationen, mener borgerserviceschefen.

- Man kan stadig få et fint ophold. Det vigtigste er bare, at man følger de tyske myndigheders anbefalinger, særligt om hvordan man skal forholde sig i byen, lyder det fra René Dinesen.

- De tyske myndigheder kan naturligvis ikke garantere noget, men har ikke meldt ud, at der skulle være ekstra fare på færde. De vil være kraftigere til stede i det berlinske gadebillede, men vi ser ingen grund til at fraråde folk at tage til Berlin.

Se interview med chefen for Udenrigsministeriets Borgerservice i videoen øverst i artiklen.

Overblik over angrebet