Borgerne i den amerikanske by Waukesha tændte i går lys i novembermørket for de fem personer, der søndag eftermiddag blev dræbt, da en mand i høj fart kørte ind i en menneskemængde under et juleoptog.
Under en mindehøjtidelighed i en park tæt på gerningsstedet blev navnene på ofrene, der var i alderen 52 til 81 år, læst op.
- Vi er forældre, vi er naboer, vi er såret, vi er vrede, vi er kede af det, vi er forvirrede, vi er taknemmelige. Vi er sammen om det her, lød det fra Amanda Medina Roddy, der sidder i bestyrelsen for Waukeshas skoler.
Foruden de fem dræbte blev 48 kvæstet, heraf flere børn. To af de kvæstede børn i kritisk tilstand, siger politiet ifølge CNN.
Ifølge sygehusdirektøren på et børnehospital i Wisconsin, Amy Drendel, er der tale om den største ulykke i statens nyere historie, hvor så mange børn er blandt ofrene.
Et vidne fortæller, at han hørte bilen køre ind i menneskemængden, der var samlet til en årlig juleparade:
Politiet i Wisconsin har nu anholdt og sigtet den 39-årige bilist for fem tilfælde af mord.
Ifølge politiet blev den mistænkte anholdt kort efter, at han flygtede fra gerningsstedet. Forinden havde han ifølge det lokale politi været involveret i mulige husspetakler.
Den mistænkte har flere sigtelser bag sig, og blev løsladt fra fængslet 10 dage før han kørte fem personer ihjel.
Selvom den formodede gerningsmand er blevet sigtet, er der stadig lang vej for borgerne i Waukesha, lød det fra byens borgmester:
- Denne mindehøjtidelighed er det første lille skridt i helingen af vores lokalsamfund. Der er mange flere skridt vi skal tage før smerten ophører, sagde Shawn Reilly.