En 24-årig fætter til den formodede bombemand bag angrebet i Manchester, Salman Abedi, er blandt de anholdte efter mandagens angreb, der kostede 22 mennesker livet.
Den 24-årige mand er indehaver af en frisørsalon i Manchester-bydelen Fallowfield. Det skriver det britiske medie The Telegraph.
Manden er fredag aften blevet afhørt om sin eventuelle rolle i forbindelse med angrebet i Manchester.
Den 24-årige mand blev anholdt onsdag sammen med to andre i hans hjem i Fallowfield i Manchester.
Væbnede politifolk ransagede fredag morgen hans frisørsalon. Her blev der beslaglagt en række genstande.
Ifølge The Telegraphs oplysninger vides det endnu ikke, om den 24-årige mand mistænkes for at have medvirket til mandagens angreb.
Politiet har foretaget mere end 10 anholdelser i sagen.
Lederen af det britiske politis antiterrorenhed, Mark Rowley, sagde fredag, at politiet mener at have "fået fat i en stor del" af bombemandens netværk.
22 mennesker blev dræbt og over 100 såret, da en selvmordsbombemand mandag aften udløste en sprængladning i Manchester Arena.
Det skete, netop som en koncert med popstjernen Ariana Grande var slut, og salen var fuld af mennesker.
Mange af ofrene er unge mennesker.
/ritzau/