Bombe raserer lejlighed i Skåne - kvinde i chok

En kvinde lå og sov i lejlighed, da en bombe pludselig detonerede og smadrede hendes stue.

En lejlighed i byen Skurup, der ligger mellem Malmø og Ystad, er natten til mandag blevet udsat for en mystisk bombeeksplosion.

Ifølge svensk politi er der blevet kastet en bombe mod lejligheden, men det vides endnu ikke med sikkerhed, om den landede på balkonen eller helt ind i boligen.

Sikkert er det, at store dele af lejligheden nu er fuldstændigt ødelagt. Især stuen har fået en hård medfart, rapporterer avisen Expressen.

Politiet på bar bund

Der lå en kvinde og sov inde i lejligheden, da eksplosionen fandt sted. Hun er meget chokeret, men meldes fysisk uskadt. Eksplosionen var så kraftig, at vinduerne i flere andre lejligheder i ejendommen blev splintret og knust.

Kvinden har så vidt vides ingen fjender, og politiet står indtil videre på bar bund.

- Lige nu er det bare et stort spørgsmålstegn, siger Peter Martinsson fra politiet i Skåne.

Politiet blev alarmeret ved 3-tiden natten til mandag. Teknikere skal nu undersøge lejligheden nærmere.

/ritzau/TT