I marts mistede 157 mennesker livet, da et 737 MAX-fly styrtede i Etiopien, og i slutningen af oktober sidste år styrtede et fly af samme type i havet ud for Indonesien. Samtlige 189 mennesker om bord blev dræbt.
Som følge af de fatale flystyrt vil flyproducenten Boeing nu skære ned på antallet af fly, der bliver produceret om måneden.
Fra og med midten af april vil der blive fremstillet 42 styk 737-fly, hvilket er ti færre end planlagt. Det oplyser administrerende direktør for Boeing, Dennis Muillenburg, i en pressemeddelelse.
Der har været kraftige formodninger om, at flyenes MCAS-system - en software, der skal sørge for at holde flyets næse i en korrekt vinkel i luften - har været årsag til ulykkerne.
Det bekræfter Dennis Muillenburg nu på baggrund af de foreløbige undersøgelser.
- Vi ved nu, at de seneste ulykker fra Lion Air Flight 610 og Ethiopian Airlines Flight 302 skyldes en begivenhedskæde med et fælles kædeled, der er en fejlagtig aktivering af flyets MCAS-funktion, skriver Dennis Muillenburg således i pressemeddelelsen.
Vil opdatere software
Boeing vil nu opdatere den fejlagtige software, slår direktøren fast:
- Vi har ansvaret for at fjerne denne risiko, og vi ved, hvordan vi gør det. Som en del af denne indsats er vi i gang med 737 MAX-softwareopdateringen, der forhindrer, at ulykker som disse nogensinde sker igen, udtaler Dennis Muillenburg, administrerende direktør i Boeing.
MCAS er et automatisk 'anti-stall-system', der skal forhindre, at flyet mister dets opdrift.
Systemet er nyt, og det er blevet kritiseret, at piloterne ikke er blevet godt nok uddannet i det, skriver Ritzau.
Boeing vil indføre et supplerende obligatorisk træningsprogram for piloter, der flyver 737 Max.
Flyproducenten vil desuden oprette et rådgivende panel for at gennemgå virksomhedens procedure for at designe og udvikle fly.
Kan blive dyrt for Boeing
737 MAX er Boeings topsælgende fly. Det blev lanceret i 2017, og flyfabrikken har ordrer på flyet til en værdi af over 500 milliarder dollar (3.325 milliarder kroner).
Men usikkerheden i branchen og blandt forbrugere kan komme til at koste Boeing meget dyrt.
Ulykken i Etiopien har betydet, at godt 370 Boeing 737 MAX holdes på jorden over hele verden, indtil flyfabrikken kommer med en god forklaring på ulykken, og hvad man vil gøre ved det.
Flyselskaberne har dog lov til at flyve med Boeings fly fra lufthavn til lufthavn uden passagerer.