Den amerikanske flyproducent Boeing undlod i lang tid at gøre piloter og flyselskaber opmærksom på, at man havde foretaget ændringer i advarselssystemerne om bord på den udskældte flytype 737 MAX.
I en pressemeddelelse søndag skriver selskabet, at man havde lavet ændringer til det såkaldte AOA-varslingssystem i forbindelse med flyets certificering i 2017.
Det skriver nyhedsbureauerne AP og Reuters.
AOA-systemet har på tidligere 737-fly været en standard, men i de nye MAX-fly blev den gjort valgfri. Dette blev dog ikke meldt klart ud før efter et fatalt flystyrt i Indonesien i oktober 2018.
Her mistede samtlige 189 ombordværende livet, da et 737 MAX-fly fra selskabet Lion Air styrtede ned i Javahavet.
Under fem måneder senere styrtede endnu et fly af samme type ned i Etiopien. Her mistede 149 passagerer og otte besætningsmedlemmer livet.
Boeing: Ingen sikkerhedsrisiko
Boeing understreger i udtalelsen søndag, at ændringen ikke har udgjort en selvstændig sikkerhedsrisiko.
- Systemet giver valgfrie informationer (til piloterne, red.) og er aldrig blevet betragtet som en sikkerhedsfunktion på kommercielle fly, skriver selskabet.
Den amerikanske luftfartsmyndighed, FAA, er som udgangspunkt enige i den konklusion, men kommer alligevel med en kritik af Boeing for ikke at varsle flyselskaber og piloter om ændringen.
- Rettidig kommunikation fra Boeing til brugerne (af 737 MAX, red.) ville have hjulpet til at mindske eller fjerne mulig forvirring, siger en talsmand fra FAA til Reuters.
FAA fik først besked om systemændringerne efter 13 måneder, skriver AP.
Ifølge Reuters mistænkes fejlagtige data fra netop AOA-systemet for at være skyld i de to ulykker.
Siden ulykken i Etiopien har 737 MAX-fly været ramt af et flyveforbud i store dele af verden.
Samtidig har Boeing indstillet leveringer af flytypen, mens de to styrt undersøges af blandt andre de amerikanske luftfartsmyndigheder.
/ritzau/