Bødskov: Der kan gå 14 dage, før efterforskere kan komme ned til hullerne i gasrørene

Forsvarsministeren mødtes i dag med Natos generalsekretær, og gaslækagerne ud for Bornholm stod øverst på dagsordenen.

Forsvarsminister Morten Bødskov (S) fortæller, at Natos generalsekretær, Jens Stoltenberg, er lige så bekymret for situationen i Østersøen, som Danmark er. (Foto: © Emil Helms, Ritzau Scanpix)

I disse timer strømmer gassen op fra hullerne i de to gasrørledninger Nord Stream 1 og 2, der ligger i Østersøen.

Det er dog fortsat uvist, hvem der står bag de sprængninger, som har forårsaget gaslægkagen, og ifølge forsvarsminister Morten Bødskov (S) kan det komme til at tage uger, før efterforskerne overhovedet kan komme ned til gasrørledningerne og undersøge hullerne nærmere.

- Det er en meget stor sprængning, der har fundet sted, og derfor kommer det til at tage tid, inden vi kan komme derned, siger forsvarsministeren om gasrørledningerne, der ligger på 80 meters dybde.

- Lytter man lidt til dem, der ved hvor meget gas, der er i rørene, og hvor lang tid der går, inden trykket falder, så er virkeligheden den, at det sagtens kan tage en uge eller 14 dage, før der er tilpas ro på i området til, at man rent faktisk kan se, hvad der er sket.

Tror du nogensinde, vi får en forklaring på, hvem der står bag?

- Det ved jeg ikke, men vi gør alt, hvad vi kan, siger Morten Bødskov.

Derfor er det ifølge forsvarsministeren så svært at komme ned til hullerne:

Danmark var ikke advaret om sprængninger

Meldingen kommer, efter at han her til morgen har mødtes med Natos generalsekretær, Jens Stoltenberg, i forsvarsalliancens hovedkvarter ved Bruxelles.

Mødet mellem de to var allerede sat i kalenderen inden de opsigtsvækkende lækager fra de to gasrørledninger. Men spørgsmålet om, hvad der helt præcis er sket med de to ledninger, kom ikke overraskende til at fylde meget på dagens møde.

- Jens Stoltenberg er lige så bekymret for det her, som vi er i Danmark, siger Morten Bødskov og tifløjer, at der er fuld opbakning til det opklaringsarbejde, som lige nu finder sted i Østersøen.

Her er lækagerne opstået:

Nord Stream 1- og Nord Stream 2-rørledningerne er bygget til at fragte gas fra Rusland til Tyskland. (Foto: © Kort : Morten Fogde Christensen)

Han understreger, at den danske regering ikke på forhånd var blevet varslet om sprængningerne. Der har ellers været historier ude om, at den amerikanske efterretningstjeneste CIA havde advaret den tyske regering om, at der kunne ske angreb på gasrørledningerne.

- Hverken jeg eller regeringen er blevet varslet. Jeg tror heller ikke, at den type af sprængninger er noget, man varsler om. Hvad der er af diskussioner i andre lande, kan jeg af gode årsager ikke gå ind i, siger Morten Bødskov.

Ifølge forsvarsministeren vil der være flere spændinger i Østersøen fremover: