Bliver kaldt 'et slag i ansigtet': Charles' kroning får gamle kolonier til at genoverveje forhold til Storbritannien

Flere af de gamle kolonier spørger sig selv, hvad de overhovedet skal bruge en konge til, fortæller Lone Theils.

Flere lande har bedt kong Charles om en undskyldning på grund af den britiske kolonisering. (Foto: © Danny Lawson, Ritzau Scanpix)

London gør sig i disse timer festklar til kroningen af kong Charles i morgen.

Under kroningen vil soldater med flag fra de gamle kolonier som Bahamas, Sydafrika og Stillehavsøstaten Tuvalu bevæge sig ud i hovedstadens gader for at ære den nye konge.

Men selvsamme konge har samtidig fået debatten i gang om, hvorvidt Charles overhovedet skal være de gamle koloniers statsoverhoved.

Kroningen og de mange koloniers deltagelse i festligheden i London minder nemlig de gamle kolonier om båndene til Storbritannien og de store omkostninger, koloniseringen havde.

Samtidig er det også en endelig afsked med dronning Elizabeth, som i over 70 år har været deres dronning. Det fortæller den tidligere London-korrespondent Lone Theils.

- Nu er der et tronskifte, og så er der en oplagt mulighed for at diskutere, om man også i fremtiden skal være under den britiske krone, eller om man skal videre, siger hun.

London er klædt i Union Jack. Allerede nu har flere sat telte op på The Mall i London, så de kan se kroningen helt tæt. (Foto: © KEVIN COOMBS, Ritzau Scanpix)

Kritiserer kolonisering og arvefølgen

Et af de lande er Jamaica. Her har man kong Charles som statsligt overhoved, men sådan bør det ikke være, synes flere jamaicanere.

- Interessen for det britiske kongehus er aftaget, og flere jamaicanere vågner op til virkeligheden, siger Sean Major-Campbell, der er anglikansk præst i den jamaicanske hovedstad, Kingston, til Associated Press.

Han forklarer, at flere jamaicanere er overlevere efter koloniseringen og "slaveriets holocaust", men stadig ikke har opnået retfærdighed.

Derfor siger han, at kroningen "kun er relevant, fordi den er et slag i ansigtet", når det er ens stamtræ, der gør en til statsoverhoved.

Kroningen har også ført til, at 12 Commonwealth-lande to dage før kroningen har sendt et brev til kong Charles. Her beder de ham om en undskyldning for den britiske kolonialisme.

I Australien og New Zealand har kroningen også skabt debat. Lederne af de to lande er begge republikanere, men vil være i London for at fejre deres monark i morgen.

Australien har allerede meldt ud, at Charles ikke vil komme på deres pengesedler, som hans mor var.

New Zealands premierminister Chris Hipkins er allerede ankommet til London. (Foto: © MAJA SMIEJKOWSKA, Ritzau Scanpix)

New Zealands premierminister, Chris Hipkins, kaldte forleden kroningen for en international begivenhed, og at det derfor var vigtigt, at han også var til stede, når Charles er landets overhoved.

- Ideelt set tror jeg, New Zealand over tid vil blive et fuldt uafhængigt land. Vi vil stå på vores egne fødder, som vi stort set også gør nu, sagde han, men pegede også på, at en komplet løsrivelse ikke var bydende nødvendigt lige nu.

Desuden viste en undersøgelse, som The Daily Mail har lavet for nylig, at seks ud af 14 nationer under den britiske krone, ønsker, at Charles ikke skal være deres konge.

En konge fra den anden side af Jorden

Lone Theils mener, at debatten både er forårsaget af skiftet fra Elizabeth til Charles, men også at tiden er en anden end efter Anden Verdenskrig, hvor kroningen af Elizabeth fandt sted.

- Hvis landene beslutter sig for ikke at være under den britiske trone, så vil det selvfølgelig blive svært for Charles, fordi han vil blive fravalgt. Men det er også en naturlig udvikling, for hvilken relevans har det at være en del af et kongerige, hvor kongen alligevel sjældent kommer på besøg, siger Lone Theils.

Hun forklarer, at flere andre sager også har smidt grus i maskineriet for relationerne mellem Storbritannien og dets gamle kolonier.

Udover at kong Charles skal finde frem til, om han skal følge opfordringen fra brevet om at undskylde koloniseringen, har hans efterfølger også skabt lidt udfordringer, fortæller Lone Theils.

- Under et besøg i Jamaica gik det ikke særligt godt for Kate og William. Der blev taget nogle billeder, hvor de blev kritiseret for at hilse på børn gennem hullerne i et hegn.

Kate og William hilste på børn bag et fodboldhegn, da de var på Jamaica. På sociale medier var der både kritik og støtte til parret. (© Fra Twitter)

Desuden forklarer hun også, at den stramme indrejselovgivning i Storbritannien også har givet problemer.

- Der har været sager med efterkommere fra Jamaica, som har boet i Storbritannien siden 1965, men ikke måtte komme ind efter en ferie, fordi de var registreret forkert i 1965, siger Lone Theils.

Du kan følge med i kroningen af kong Charles direkte fra London på DR1 og DRTV fra klokken 10 til 15 lørdag.