Flere hundrede vrede pakistanere har sat ild til en fabrik i byen Jehlum i Punjab, hvor en mand, der beskyldes for at have krænket muslimernes hellige bog Koranen arbejder.
- Episoden fandt sted, efter at vi havde anholdt sikkerhedschefen på fabrikken. Der var blevet klaget over, at han havde beordret afbrænding af Koraner, siger Adnan Malik, en højtstående politimand i området.
Ifølge politiet tilhører den anholdte ahmadi-sekten, der jævnligt udsættes for diskrimination og overfald. Det er en gruppe, som Pakistans regering har erklæret for ikkemuslimer, fordi dens tilhængere tror på en profet, som er født senere end muslimernes profet Muhammed.
Soldater er sendt til området
Lørdag har der også været aktioner mod tilhængere af sekten. I byen Kala Gujran nær Jehlum er der afbrændt adskillige boliger, der tilhører ahmadier, ligesom en ahmadi-moské er brændt.
Der er sendt militære styrker til området for at få situationen under kontrol.
Blasfemi er et meget følsomt emne i Pakistan. Påstande, der ikke nødvendigvis er bevist, fører ofte til, at folk samles i vrede og begår vold og hængninger.
Kritikere, herunder europæiske regeringer, mener, at blasfemilovgivningen i Pakistan ofte bruges til at afgøre tvister, som ikke nødvendigvis har religiøst afsæt.
/ritzau/AFP