Salget af våben i den amerikanske delstat Colorado er nærmest eksploderet i kølvandet på massakren natten til fredag, hvor 12 mennesker blev dræbt og 58 såret, da en mand begyndte at skyde vildt omkring sig i en fyldt biografsal.
Det skriver avisen Denver Post.
- Det har været helt vanvittigt, fortæller Jake Myers, der arbejder i en våbenhandel i byen Parker.
Da han mødte på arbejde morgenen efter biograf-massakren, stod 15-20 mennesker udenfor forretningen og ventede på, at den åbnede, fortæller han.
- Mange mennesker siger: "Jeg troede ikke, at jeg havde brug for en pistol, men det tror jeg nu", siger Myers.
Baggrundstjek er steget 41 procent
Antallet af baggrundstjek, som våbenhandlerne foretager på de kunder, der ønsker at købe en skyder, er siden fredag steget med 41 procent sammenlignet med ugen inden.
Der er sket en tilsvarende stigning i antallet af amerikanere, der har søgt om tilladelse til at bære et våben på sig. Det er lovligt i 49 af USA's 50 stater, men kræver en særlig tilladelse.
Den 24-årige James Holmes er anholdt for massakren, som har medfødt en debat om, hvorvidt det er nødvendigt at stramme USA's våbenlove.
Efter anholdelsen har det vist sig, at Holmes var i besiddelse af fire våben, som han har købt på lovlig vis, samt at han i løbet af de seneste uger har købt ikke mindre end 6300 stykker ammunition.
Ingen af de to præsidentkandidater - Barack Obama og Mitt Romney - har dog blandet sig i debatten om våbenlovene, som vil være et politisk følsomt emne at bringe på bane i valgkampen.
Undersøgelser har vist, at et flertal af amerikanere ønsker at bevare deres grundlovssikrede ret til at eje eller bære våben.
/ritzau/AFP