Der er blevet afsløret mindeplader og holdt et minuts stilhed ved det franske nationalstadion i Paris, ved fem barer og restauranter og ved spillestedet Bataclan i dag på årsdagen for terrorangrebene, som kostede 130 mennesker livet.
Frankrigs præsident, François Hollande, besøger alle stederne, hvor angrebene fandt sted og deltog søndag formiddag i det første af flere arrangementer. Ved det franske nationalstadion, Stade de France, afslørede præsidenten en mindeplade for den 63-årige Manuel Dias.
Dias blev dræbt af en bombe foran stadion, mens det franske fodboldlandshold mødte de tyske verdensmestre inde på banen.
Bomben ved Stade de France blev optakten til en uhyggelig aften, hvor islamister i centrum af Paris dræbte gæster på restauranter og barer og angreb spillestedet Bataclan.
Hollande og Paris' borgmester, Anne Hidalgo, fortsatte fra stadion ind til Paris' midte for at afsløre flere mindeplader på de steder, hvor islamister med koldt blod skød og dræbte i flæng på en travl fredag aften i den franske hovedstad.
/ritzau/AFP