BILLEDER Her kæntrer overfyldt fiskerbåd med 500 flygtninge

En båd fyldt med flygtninge kæntrede i dag ud for Libyens kyst.

  • En stor fiskerbåd med flere hundrede flygtninge kæntrede i dag i Middelhavet. (Foto: © Str, AFP or licensors)
  • Ombord på den overfyldte båd var i omegnen af 562 flygtninge, oplyser det italienske militær, der patruljerer i området. (Foto: © Str, AFP or licensors)
  • Fotos, der er taget af den italienske flåde, viser båden rokke kraftigt fra side til side. (Foto: © Str, AFP or licensors)
  • Da båden krænger og er ved at tippe over, tumler de mange flygtninge i vandet. (Foto: © Str, AFP or licensors)
  • Den italienske flåde har indtil videre fundet fem personer, der er druknet. (Foto: © ITALIAN NAVY / HANDOUT)
  • 500 personer er blevet reddet ombord på de italienske flådefartøjer. (Foto: © Str, AFP or licensors)
  • Redningsaktionen er dog ikke overstået. (Foto: © Handout)
  • Dødstallet kan derfor godt stige, som operationen skrider frem. (Foto: © Handout)
  • Det ene af de to redningsskibe blev under redningsaktionen kaldt til et andet sted på havet, hvor 108 flygtninge skulle reddes op fra en stor gummibåd, oplyser det italienske militær ifølge nyhedsbureauet Reuters. (Foto: © Str, AFP or licensors)
  • 5.600 flygtninge er i løbet af mandag og tirsdag i denne uge blevet reddet op af vandet mellem Libyen og Italien. (Foto: © Str, AFP or licensors)
1 / 10

Fem personer er fundet døde, efter at en stor træbåd med flygtninge i dag kæntrede i Middelhavet ud for Libyens kyst.

Den italienske flåde patruljerer på havet i det område, hvor båden forulykkede. Flåden var på vej mod den gamle fiskerbåd for at kaste redningsveste ned til de mange flygtninge ombord, der så ud til at være i havsnød.

Redningsaktionen nåede dog ikke at gå i gang, før båden begyndte at vippe voldsomt fra side til side for så at kæntre og sende flygtningene direkte i vandet.

562 personer er ifølge det italienske militær blevet reddet op af vandet. Redningsaktionen er endnu ikke afsluttet, så det frygtes, at dødstallet vil stige.

Det varme vejr og det rolige hav har resulteret i, at antallet af både, der bliver sendt af sted fra Libyen mod Italien, er steget markant. Den italienske kystvagt oplyser, at 5.600 flygtninge er blevet reddet op af Middelhavet i løbet af mandag og tirsdag i denne uge.