BILLEDER Flugten fra Islamisk Stats højborg er begyndt

FN har forberedt sig med kiks og kikærter til en million mennesker fra Mosul.

  • En lille gruppe mennesker er flygtet fra Mosul og nået frem til byen al-Qayyarah, hvor røg fra oliekilder farver luften sort. (Foto: © Anadolu Agency, 2016 Anadolu Agency)
  • Mandag morgen satte den irakiske hær, den amerikansk-ledede koalition og en række irakiske og kurdiske militser alt ind for at drive Islamisk Stat ud af byen. (Foto: © Anadolu Agency, 2016 Anadolu Agency)
  • Den irakiske hær og en række andre militser har siden mandag vristet en række småbyer ud af hænderne på Islamisk Stat. (Foto: © Anadolu Agency, 2016 Anadolu Agency)
  • Og det går hurtigere end ventet at få drevet de sunnimuslimske krigere fra Islamisk Stat på porten, meldte Iraks premierminister og USA ud i morges. (Foto: © Anadolu Agency, 2016 Anadolu Agency)
  • Men der er også en grund til, at det har gået hurtigt, vurderer DR's mellemøstkorrespondent Puk Damsgård. Flere af landsbyerne er nemlig stort set rømmet for civile på forhånd. (Foto: © Anadolu Agency, 2016 Anadolu Agency)
  • Allerede inden offensiven meldte FN og en række nødhjælpsorganisationer ud, at de forventer, at flere hundredetusinder vil flygte i løbet af offensiven ved Mosul, (Foto: © Anadolu Agency, 2016 Anadolu Agency)
  • Knap 6.000 mennesker er flygtet fra Islamisk Stats højborg i Irak, Mosul, siden mandag. (Foto: © Anadolu Agency, 2016 Anadolu Agency)
  • Islamisk Stat vandt kontrol over den irakiske millionby i juni 2014. På det tidspunkt boede omkring 2 millioner mennesker i byen og oplandet til den. (Foto: © Anadolu Agency, 2016 Anadolu Agency)
  • FN har forberedt sig på at brødføde en million irakere, som den irakiske regering vinder frem i det væbnede opgør mod Islamisk Stat ved Mosul. (Foto: © Anadolu Agency, 2016 Anadolu Agency)
  • I går slap den første bølge bestående af 900 civile ud fra områderne omkring Mosul. (Foto: © Anadolu Agency, 2016 Anadolu Agency)
  • I dag er det tal steget til 5.640, oplyser Den Internationale Organisation for Migration. (Foto: © Anadolu Agency, 2016 Anadolu Agency)
  • Civile er på vej ind i en af de byer, som Islamisk Stats krigere er blevet drevet ud fra. (Foto: © Anadolu Agency, 2016 Anadolu Agency)
1 / 12

Sort røg stiger til vejrs i det nordlige Irak, hvor medlemmer af Islamisk Stat har sat ild til bildæk for at skabe et røgslør, som de kan bevæge sig rundt i.

Men midt i den sorte luft er der også civile, der er på flugt. Siden mandag er 5.640 civile flygtet fra storbyen Mosul og landsbyerne, der grænser op til den.

De er på flugt fra Islamisk Stat og fra de kampe, der lige nu hærger omkring millionbyen Mosul, som har været Islamisk Stats irakiske højborg siden juni 2014 - men ikke meget længere, hvis det står til den irakiske regering.

Mandag morgen indledte hæren nemlig en storstilet offensiv mod Mosul.

Sammen med en række forskellige kurdiske og sunni- og shiamuslimske militser kæmper landets hær for at drive islamisterne på porten, mens den amerikansk-ledede koalitions kampfly bomber fra luften.

Nødhjælpsorganisationer har forberedt sig på, at et sted mellem hundredetusinder og en million mennesker vil blive drevet på flugt under offensiven.

FN står derfor klar med fødevarerationer bestående af blandt andet kylling, kiks og kikærter, når de er kommet i sikkerhed på behørig afstand af kampene.