Da den 23-årige studerende Joyce Torrefranca for to uger siden tog et billede på gaden i Mandaue på Filippinerne, havde hun formentlig aldrig drømt om, at billedet ville ændre en drengs liv.
Billedet viser en lille, lokal dreng, der på gaden laver lektier på en træbænk. Billedet lagde Joyce Torrefranca efterfølgende på Facebook, hvor det gik viralt og i skrivende stund er delt mere end 7.000 gange.
https://www.facebook.com/photo.php?fbid=1010235805662470&set=a.616098455076209.1073741828.100000281807333&type=1
Billedet blev opfanget af redaktionen på det filippinske medie ABS-CBN, der skrev historien om billedet af drengen, der blev delt flittigt på Facebook.
Ifølge nyhedsmediet lykkedes det at finde den 9-årige dreng, Daniel Cabrera, i en butik nær den McDonalds, som ses på billedet. Moren, Christina Espinosa, arbejder angiveligt i butikken.
Hun er alene med tre børn, efter hendes mand døde i 2013 og har ifølge flere medier boet i butikken, siden hendes hus brændte ned for fem år siden. Hun tjener lidt under 12 kroner om dagen på at hjælpe til i butikken.
Flittig i skolen
På trods af de svære vilkår, så er det alligevel lykkedes 9-årige Daniel at følge med i skolen, hvor han studerer flittigt, bedyrer hun.
- Han er en meget flittig og dedikeret dreng. Han insisterer på at gå i skole, selv uden penge til mad, for jeg har ikke nogen at give ham, siger hun til det franske nyhedsbureau AFP og fortsætter:
- Han siger altid til mig: ’Mor, jeg ønsker ikke at forblive fattig. Jeg ønsker at nå mine drømme”.
Siden interviewet har mange ting ændret sig for Christina, Daniel og resten af familien. Folk fra nær og fjern har doneret penge til dem, skolemateriale og mange andre ting.
Ifølge det filipinske medie ABS-CBN har en lokal politiker sågar doneret et stipendium til 9-årige Daniel.
En lykkelig historie
- Vi er overlykkelige. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre med alle disse velsignelser, har Christina Estipanose fortalt AFP.
Og 9-årige Daniel? Han har fået lov at drømme om fremtiden. Hans drøm er at blive politimand, har han fortalt til radiostationen DZMM.
- Jeg vil hjælpe Filippinerne, skal han have sagt.
https://twitter.com/AFPManila/status/619370937259921408