Bill Clinton roser og skoser: Fire ting danskerne er gode til – og tre ting, vi bør holde øje med

Klimakursen, Sara Blædel og hygge er nogle af de ting, som USA's tidligere præsident elsker ved Danmark. Men vi må ikke hvile på laurbærrene, understreger han.

Der var både ros og løftede pegefingre til danskerne, da Bill Clinton tirsdag talte i København. (Foto: © Clodagh Kilcoyne, Scanpix)

Bill Clinton lagde ikke skjul på, at han har et ømt punkt for Danmark, da han tirsdag aften holdt tale i København.

- Jeg er en stor fan er jeres land, lød det fra den nu 71-årige demokratiske politiker, der var USA’s præsident fra 1993 til 2001.

- Resten af verden kan på nuværende tidspunkt lære mere af jer, end I kan lære af den. Det må I ikke kaste overbord.

Men der var også en løftet pegefinger til danskerne fra talerstolen i Bella Centret, hvor Bill Clinton talte under ledertræffet, som det internationale direktørnetværk Presidents Institute havde arrangeret.

- I har udfordringer foran jer, sagde han.

DR Nyheder har samlet både risen og rosen fra manden, der engang var den mest magtfulde person i verden.

3.000 personer fulgte med, da Bill Clinton holdt tale i Bella Center i København. (Foto: © Per Bang Thomsen, DR Nyheder)

Det er Bill Clinton glad for ved Danmark:

1) Her er alle vindere

Ifølge Bill Clinton er det helt naturligt for os mennesker at betragte økonomien som et nulsumsspil, hvor man kun kan vinde, hvis de andre spillere taber.

Men i Danmark og i resten af Skandinavien er det ifølge ekspræsidenten lige omvendt. Her går man efter at gøre alle til vindere.

- Et nulsumsspil er meget tilfredsstilende, når man dyrker sport, men en elendig måde at lede et land og et samfund på. Det skaber et ’os-og-dem’, og det afføder en masse vrede blandt folk, siger han og fortsætter:

- Men her i Skandinavien er I blandt de mest velstående lande i verden, fordi i ser på økonomien og socialpolitikken som et plussumsspil, hvor der godt kan være flere vindere.

2) Klimapolitikken

Danmark har ifølge Bill Clinton været et af foregangslandene, når det handler om at bekæmpe klimaforandringerne og gå forrest, når det kommer til den grønne omstilling.

Samtidig roser han Københavns mål om at blive den første CO2-neutrale hovedstad i verden i 2025.

- Der er en god chance for, at I når det mål på grund af jeres bemærkelsesværdige forpligtelse til at blive energieffektive. På den korte bane er det her, man kan spare mest, når det kommer til drivhusgasudledningen, og det er en af de lavthængende frugter, som I har plukket, siger han og fortsætter:

- Det kan alle med en smule fornuft gøre. Men det er ikke alle, der har rationelle politiske systemer som jeres. Pas på, at I ikke smider det væk.

3) God balance mellem det offentlige og det private

Vi danskere er ifølge Bill Clinton gode til at finde ud af, hvad henholdsvis den offentlige og den private sektor skal tage sig af.

- I USA har vi siden 1980 haft denne fjollede debat, hvor pointen er, at staten i sig selv er dårlig. Det har resulteret i, at USA bruger cirka dobbelt så meget af bruttonationalproduktet på sundhedssystemet sammenlignet med andre OECD-lande. Og det hjælper færre mennesker, siger han og fortsætter:

- I har haft en fantastisk model, hvor det ikke har handlet om at holde staten nede. I skal blive ved med at spørge jer selv om, hvordan I kan gøre det bedre og hurtigere og til en bedre pris. Men det skal altid handle om, hvorvidt jeres befolkning får det bedre.

4) ’Borgen’ og de danske krimiforfattere er gode

Ifølge Bill Clinton er ’Borgen’, der handler om det politiske liv på Christiansborg, en ”fantastisk tv-serie”.

- Den er meget realistisk sammenlignet med nogle af vores politiske serier – og med den politiske verden i USA, siger han om Adam Prices serie, der blev vist på DR1 fra 2010 til 2013.

De danske krimiforfattere er også i topklasse, hvis man spørger den demokratiske politiker.

- Jeg er en stor fan af jeres krimiforfattere. Sara Blædel har lige skrevet en bog, der hedder ”Bedemandens datter”. Den er meget interessant.

Og så er der også en ros til den danske hygge.

- Jeg har lige læst en lille bog om ’hygge’. Nu lægger jeg mærke til det, hver eneste gang jeg træder ind i et rum, hvor der er stearinlys.

København var på den anden ende, da daværende præsident Bill Clinton i 1997 var på officielt besøg. (Foto: © Torben Christensen /Scanpix, Linda Kastrup)

Det skal vi gøre bedre, hvis det står til Bill Clinton:

1) Flere indvandrere til landet

Immigration er ikke noget nemt emne for et lille, homogent land som Danmark, siger Bill Clinton.

Men selvom der er store udfordringer ved det – heriblandt at sikre en ordentlig screening, så man undgår, at der bliver lukket terrorister ind – så bør vi ikke lukke vores grænser, understreger han.

- Jeg tror, at det vil være godt for jer, hvis I gjorde jeres land mere forskelligartet, siger han.

Han peger på, at den kunstige intelligens i de kommende årtier vil fjerne en masse job fra arbejdsmarkedet. Og i og med at vores fødselsrate er lav – ifølge Danmarks Statistik ligger den på 1,75 børn per kvinde – bør vi ifølge Bill Clinton sikre os, at der kommer flere kloge hoveder til landet.

- Hvis I vil have flere folk, som kan sikre, at jeres økonomi bliver ved med at vokse – og I samtidig ikke vil have flere børn – har I brug for immigranter.

2) Lad være med at skære i public servicen

Står det til regeringen og Dansk Folkeparti, skal DR skæres med 20 procent, og pengene skal blandt andet bruges til skattelettelser. Men det er en dårlig ide, siger Bill Clinton.

- På vej herhen læste jeg, at der en debat om, hvorvidt I skal skære i støtten til public service. Det ville jeg ikke gøre, hvis jeg var jer, siger han og fortsætter:

- Det er ikke et spørgsmål om, hvorvidt man er højre- eller venstreorienteret. I har brug for, at der er nogen, der fortæller jer, at to plus to er lig med fire – og som ikke sætter spørgsmålstegn ved det. Det er det, vi har gjort i USA, og nu er der ikke nogen, der tror på noget overhovedet. Og man kan ikke bevare et demokratisk system uden et pålideligt økosystem af informationer.

3) Hvil ikke på laurbærrene:

Verden kan ifølge Bill Clinton lære meget af Danmark.

Men vi skal passe på med, at vores nuværende stjernestatus på den globale scene ikke også bliver en sovepude, siger han og fastslår:

- I må ikke blive så bekvemme, at I holder op med at ændre jer.