Biden genindfører rejseforbud for europæere til USA

Trump ville have ophævet et rejseforbud for europæere og brasilianere. Det er nu trukket tilbage af Biden.

USA's præsident, Joe Biden, genindfører et rejseforbud for ikke-amerikanske borgere fra dele af Europa og Brasilien. (Arkivfoto) (Foto: © TOM BRENNER, REUTERS/Scanpix + Wikimedia (Creative Commons))

USA's præsident, Joe Biden, genindfører et rejseforbud for ikke-amerikanske borgere, der har været gældende for store dele af Europa, herunder Danmark, og for Brasilien.

Det oplyser Det Hvide Hus i en erklæring natten til mandag dansk tid.

Forbuddet er en del af den nyindsatte præsidents reaktion på den igangværende coronapandemi.

Biden forventes mandag at udvide forbuddet til rejsende, der for nylig har været i Sydafrika. Det sker som reaktion på den nye og mere smitsomme variant af coronavirusset, der først blev opdaget i Sydafrika.

National krisesituation

Joe Biden strammede på sin første dag som præsident i sidste uge flere coronarestriktioner i landet.

Blandt andet beordrede han krav om mundbind på statslige områder og karantæne til folk, der flyver til USA.

Biden har tidligere sagt, at antallet af coronarelaterede dødsfald i USA sandsynligvis vil stige fra 420.000 til en halv million næste måned, og at der derfor er behov for drastiske handlinger.

- Vi er i en national krisesituation. Det er på tide, at vi behandler det som en, sagde Biden torsdag.

Udvidede forbud

I sine sidste dage som præsident meldte Donald Trump, at rejseforbuddet for folk, der ankom fra store dele af Europa og Brasilien, ville blive ophævet.

Bidens administration meldte straks efter, at den ville omgøre Trumps ordre, der skulle træde i kraft 26. januar.

Trump indførte et forbud for indrejsende fra Kina den 31. januar i forsøget på at standse spredningen af coronavirus.

Forbuddet blev udvidet til europæiske lande 14. marts, da pandemien tog til med fuld styrke.

Mere end 25 millioner amerikanere har fået konstateret coronavirus, siden pandemien begyndte.

/ritzau/AFP