Biden blev modtaget med åbne arme under besøg i Israel: ‘Det er lillebror, der omfavner storebror’

Med besøget i Israel viser den amerikanske præsident endnu en gang sin støtte til det israelske folk. En støtte som er altafgørende for Israel, fortæller Steffen Kretz.

- Det billede, man har, er i virkeligheden af lillebror, der tager imod storebror i en kærlig omfavnelse, lyder det fra Steffen Kretz. (Foto: © Brendan Smialowski/AFP/Ritzau Scanpix)

I sidste uge mødtes den amerikanske præsident, Joe Biden, og Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, i en omfavnelse på israelsk jord, da den amerikanske præsident besøgte landet.

Her viste Joe Biden endnu en gang sin – og USA’s – støtte til det israelske folk. Og denne gang blev støtten vist på en helt særlig måde, lyder det fra Steffen Kretz, der har været DR’s korrespondent i både USA og Mellemøsten, i DR’s podcast Tiden.

- Det, vi ser, er at lederen af krigskabinettet (en del af den israelske kriseregering, som skal planlægge Israels krig mod Hamas, red.) i Israel, Benjamin Netanyahu, tager imod Joe Biden. Og han gør det ikke med et håndtryk eller med høflig distance eller noget andet. Han går hen mod USA’s præsident og omfavner ham, siger han.

Tryghed for israelerne

Allerede kort efter angrebet på Israel den 7. oktober var Joe Biden tydelig i sin støtte. Til et pressemøde samme dag som angrebet, udtalte han:

- USA står sammen med Israel, og vi vil aldrig stoppe med at have deres ryg.

Angrebet blev udført af gruppen Hamas, der står på EU's og USA's terrorliste, og Israel har siden angrebet erklæret krig mod Hamas.

Også Anthony Blinken, den amerikanske udenrigsminister, besøgte Israel for et par uger siden.

Og besøgene har stor betydning for israelerne, mener Steffen Kretz:

- Nu er repræsentanten for det land, der beskytter Israel, og som er garanten for Israels fortsatte eksistens, landet. Og dermed er Benjamin Netanyahu og resten af israelerne i tryg havn.

Under besøget talte Biden til israelerne, var til møde med den israelske kriseregering og besøgte en række israelere. (Foto: © Evelyn Hockstein/Reuters/Ritzau Scanpix)

Men hvilken betydning har besøget - og derigennem støtten til Israel – ellers for begge parter?

- Fra Israels side går jeg lige tilbage til Netanyahus omfavnelse af Biden: Det er lillebror, der omfavner storebror. Det er simpelthen landets eksistens, der er afhængig af USA’s støtte, siger Steffen Kretz.

Fra amerikansk side handler det derimod om, hvordan ens interesser er beskyttet ude i verden:

Hvisken i øret

Og lige netop på det punkt spiller støtten og omfavnelsen en stor rolle.

Bidens politiske omfavnelse af Netanyahu er ifølge Steffen Kretz en oplagt måde at få indflydelse på, "for i den omfavnelse kan han hviske ham i øret”.

- Når USA med Bidens ord støtter Israel på alle de her niveauer, så lytter de også til ham. Der kan han tale for eksempelvis at få åbnet for forsyninger ind til Gaza. Han kan tale for at forsøge at få oprettet sikkerhedszoner, og han kan måske overbevise israelerne om at udføre krigens handlinger på en måde, så civile lider mindst mulig nød, siger Steffen Kretz.

Det er dog også et diplomatisk spil, som USA spiller, fortæller han. For landet risikerer at miste indflydelse i den arabiske verden, når støtten til Israel er så entydig.

Men til gengæld kan der også være fordele ved det diplomatiske spil, lyder det fra Steffen Kretz:

Er støtten kommet for at blive?

Selvom USA’s har været hurtig til at støtte fuldt op om Israel, så er støtten ikke nødvendigvis urokkelig.

Under Bidens besøg blev et hospital i Gaza angrebet. Under en tale til israelerne, sagde han, at "ud fra det, jeg har set, tyder det på, det var de andre og ikke jer, der var skyld i eksplosionen". (Foto: © Miriam Alster/AFP/Ritzau Scanpix)

For siden Israel erklærede krig mod Hamas efter angrebet den 7. oktober, er Israel blevet anklaget for at stå bag en række angreb, som er gået ud over civilbefolkningen i Gazastriben.

Ifølge Steffen Kretz betyder det også noget for USA, hvordan verden ser på landet og relationen til Israel.

- Israel har USA's opbakning diplomatisk, økonomisk, militært og efterretningsmæssigt, og derved står Israel jo meget, meget stærkt, siger han.

- Men det betyder jo ikke, at man nødvendigvis vinder verdens sympati, fordi den her krig har jo en pris, og det er som i alle krige civile ganske almindelige mennesker, der betaler den pris.

Den tætte relation mellem USA og Israel trækker tråde langt tilbage i tiden – helt tilbage til 1948 og præsident Truman. Men hvordan begyndte det overhovedet? Få svaret i DR's daglige nyhedspodcast Tiden.