Chefen for Amazon, Jeff Bezos, er verdens rigeste person og topper Forbes' liste foran Bill Gates.
Donald Trump er faldet over 200 pladser på listen og ligger som nummer 766, efter at han sidste år lå som nummer 544.
Forbes Magazine, der tirsdag offentliggjorde den årlige liste over verdens milliardærer, anslår, at Trumps fomue er på 18,6 milliarder kroner - 2,4 milliarder kroner mindre end for et år siden.
Trump selv har i alle år hævdet at være god for langt mere, end det Forbes har anslået. Hans formue voksede under præsident Barack Obama, men er blevet mindre, efter at han meddelte, at han stillede op til præsidentvalget i 2016.
- Nedgangen er fortsat, efter at han flyttede ind i Det Hvide Hus, konstaterer Washington Post.
Værdien på Amazon-aktien er steget med 59 procent og selskabets chef, Jeff Bezos, har næsten fordoblet sin formue fra sidste år. Den er i dag på 120 milliarder dollar (godt 720 milliarder kroner).
Microsoft-grundlæggeren Bill Gates har ifølge Forbes en formue på 90 milliarder dollar (omkring 540 milliarder kroner).
- Forskellen på nummer et og nummer to på listen over verdens rigeste har aldrig tidligere været så stort, fastslår Forbes.
Den legendariske investor Warren Buffett fastholder sin tredjeplads på listen. Han er efterfulgt af den franske erhvervsmand Bernard Arnault, som er rykket op som nummer fire efter at have været nummer 11 sidste år. Dette skyldes først og fremmest euroens styrke i forhold til dollaren.
Facebook's Mark Zuckerberg er nummer fem på listen.
To kinesiske milliardærer er nået op til at være blandt de 20 rigeste i verden. Det er Ma Huateng, som leder den kinesiske internetgigant Tencent og grundlæggeren af nethandelsfirmaet Alibaba, Jack Ma.
Der er i dag 2208-dollar-milliardærer i verden, hvilket er flere end nogensinde før.
USA har flest milliardærer (585) efterfulgt af Kina (373).
/ritzau/Reuters