Belgisk anklagemyndighed bekræfter: Terrorsigtet er svensker

En navngiven kilde i belgisk anklagemyndighed bekræfter, at en af de anholdte mænd i forbindelse med terrorangreb, er svensk.

Svenskeren er blandt andet set med selvmordsbomberen ved Maelbeeck metrostationen inden angrebet. (Foto: © YVES HERMAN, Scanpix)

En 23-årig mand, der blev anholdt fredag i forbindelse med efterforskningen af terrorangrebet i Bruxelles i marts, kommer fra Sverige.

Sådan lyder det søndag fra den belgiske anklagemyndighed ifølge det svenske nyhedsbureau TT.

- Han kommer fra Sverige, siger Eric van der Sypt, talsperson for den belgiske statsanklager, til TT.

Ifølge talsmanden har efterforskerne i Belgien kontakt med de svenske myndigheder.

Men anklagemyndigheden har ikke bedt om at få at vide, om manden er svensk statsborger eller ej.

- Om han har et svensk statsborgerskab eller ej er ikke interessant for os. Men vi ved, at han kommer fra Sverige, lyder det fra Eric van der Sypt.

Fredag blev i alt seks personer anholdt i Bruxelles i forbindelse med terrorangrebene i marts, som kostede 32 mennesker livet. To af dem er løsladt igen.

Den 23-årige svensker er identificeret som den person, der ses sammen med selvmordsbomberen Khalid El Bakraoui på en metrostation i den belgiske hovedstad.

De to taler kort sammen, få øjeblikke inden El Bakraoui sprænger sig selv i luften.

Sagen kort

  • Allerede efter anholdelsen fredag skrev belgiske og svenske medier, at det drejer sig om den 23-årige svensker Osama K., der angiveligt har været i Syrien.

  • Han rejste angiveligt tilbage til Europa sammen med syriske flygtninge via de græske øer. Sveriges Radio fik lørdag aften bekræftet over for en anonym kilde i anklagemyndigheden, at manden er svensk.

  • Den svenske mand er sammen med to andre ifølge den belgiske anklagemyndighed sigtet for terrordrab og for at være en del af en terrororganisation.

/ritzau/