Den belgiske regering har afsat 600 millioner euro (cirka 4,4 milliarder kroner) til landets terrorbekæmpelse - men alligevel har indsatsen over flere årtier ikke fungeret optimalt.
Det erkender Belgiens indenrigsminister, Jan Jambon, overfor nyhedsbureauet AP.
De store pengebeløb er blandt andet gået til politi og sikkerhedstjenester de seneste to år. Trods det er terrorbekæmpelsen ifølge indenrigsministeren blevet forsømt, og det kan have været skyd i, at man ikke effektivt nok har kunnet stoppe den voldelige ekstremisme i landet.
Hvilke fejl, der præcis er sket i bekæmpelsen af terror, nævner han ikke, men det skulle være foregået helt frem til den 22. marts, hvor flere end 30 mennesker blev dræbt og flere end 300 såret i terrorangrebene i Bruxelles.
Jan Jambon forklarer, at trods nye investeringer i arbejdet med at komme de ekstremistiske kræfter til livs, vil der gå noget tid, før indsatsen vil slå igennem og blive synlig.
At indsætte anti-terrorspecialister og nyt specialudstyr kan tage uger eller måneder, siger han:
- Det er ikke fordi, at alt det, du sætter penge i nu, er synligt på jord i morgen, siger Jambon.