Belgien sætter navn på endnu en eftersøgt for Paris-terror

Anklagemyndigheden i Belgien beder offentligheden om hjælp til at få oplysninger frem om manden.

Billedet fra december er fra det belgiske politi og viser Najim Laachraoui, der indtil nu har været kendt under falsk identitet. (Foto: © handout, Scanpix)

I dag har den belgiske anklagemyndighed sat navn på endnu en af de eftersøgte, som menes at have forbindelser til terrorangrebet i Paris i november 2015.

Der er tale om den 24-årige Najim Laachraoui, som indtil nu kun har været kendt under den falske identitet Soufiane Kayal.

- Efterforskningen har vist, at Soufiane Kayal kan identificeres som Najim Laachraoui, født den 18. maj 1991 og rejste til Syrien i februar 2013, siger anklageren i en erklæring ifølge Le Figaro og France24.

Samtidig beder anklagemyndigheden offentligheden om hjælp til at få flere informationer frem om den 24-årige mand, skriver nyhedsbureauet AP.

Identifikationen af Najim Laachraoui kommer efter, at belgisk politi i sidste uge anholdt og sigtede en terrormistænkt ved navn Salah Abdeslam for terrordrab i forbindelse med Paris-angrebet. Han skal være den eneste overlevende terrorist, som var direkte involveret i angrebet.

Den nu identificerede Najim Laachraoui menes at have brugt den falske identitet Soufiane Kayal ved den østrig-ungarnske grænse i september 2015, hvor han blev stoppet i en bil sammen med den terrorsigtede Salah Abdeslam.

Han menes også at have lejet et hus og en lejlighed i Belgien under den falske identitet, som har fungeret som opholdssted for terrormistænkte. Samtidig mistænkes han for at have været i telefonkontakt med terroristerne på angrebsaftenen. BBC skriver, at hans dna er blevet fundet på adresserne.

Udover Najim Laachraoui leder efterforskere også efter den 31-årige Abrini Mohamed, som er mistænkt for at have fungeret som chauffør for terroristerne under angrebet i Paris.