Mens Europa-Kommissionen utvetydigt bakker op om Spanien og afviser Cataloniens selvstændighedserklæring, så indtager EU-medlemslandet Belgien en lettere kontrær position.
Til den belgiske tv-station VTM siger landets minister for migration, at den afsatte catalanske leder Carles Puigdemont muligvis ville få politisk asyl i Belgien, hvis han bad om det i morgen.
- Det er ikke urealistisk, hvis man ser på situationen, lyder Theo Franckens svar på det ømfindtlige spørgsmål ifølge Reuters.
Puigdemont risikerer fængselsstraf
Selvom Puigdemont ikke offentligt har udtrykt ønske om at komme til Belgien, er spørgsmålet relevant, da Belgien er et af de få medlemslande, hvor unionsborgere kan søge om politisk asyl.
Francken, der er medlem af det flamske nationalistparti N-VA, udbygger sit synspunkt med at konstatere, at der er lagt op til et retsligt efterspil for de catalanske embedsfolk, der vurderes at have forbrudt sig mod den spanske forfatning.
- Spørgsmålet er i hvilken grad Puigdemont ville få en retfærdig rettergang, siger Francken til VTM.
Belgien ønsker dialog mellem Madrid og Barcelona
De fleste af de europæiske landes ledere har afstået fra at kommentere den spanske krise med henvisning til, at det er et internt anliggende, og at forfatningen må stå ved magt.
Belgiens premierminister Charles Michel, der er fransktalende vallon, har derimod åbent opfordret til dialog mellem centralregeringen i Madrid og den nu afsatte regionale regering i Barcelona.
Premierminister Michel har stået i spidsen for koalitionsregeringen siden 2014 - en periode hvor den flamske bevægelse har nedtonet sin retorik i forhold til ønsket om selvstændighed for den nederlandsktalende delstat Flandern.