Barnier tror fortsat på en brexit-aftale: Men det bliver sværere og sværere

Den danske udenrigsminister er dog knap så optimistisk.

EU's brexit-chefforhandler, Michel Barnier, briefer her til morgen EU's udenrigs- og EU-ministre om forhandlingerne med briterne. (Foto: © JOHN THYS, Scanpix)

Det er stadigvæk muligt at lande en brexit-aftale mellem EU og Storbritannien. Men det bliver sværere og sværere, og tiden er ved at rinde ud.

Det er meldingen her til morgen fra EU’s brexit-chefforhandler, Michel Barnier, efter de seneste dages intense forhandlinger mellem parterne.

- Selvom det bliver svært at nå en aftale – sværere og sværere – så mener vi fortsat, at det er muligt i løbet af denne uge, lyder det fra chefforhandleren.

Finland har for tiden formandskabet for EU, og i aftes lød det ellers fra den finske statsminister, Antti Rinne, at der er ”brug for mere tid”.

Men Michel Barnier, der her til formiddag skal briefe EU's udenrigs- og EU-ministre om forhandlingerne, tror fortsat på det.

- Det skal åbenlyst være en aftale, der fungerer for alle. Det vil sige hele Storbritannien og hele EU. Og lad mig tilføje, at tiden nu er kommet til, at vi omformer de gode intentioner til en juridisk tekst, understreger han.

Den britiske premierminister, Boris Johnson, holder fast i, at Storbritannien skal være ude af EU den 31. oktober i år. (Foto: © UK Parliament/Jessica Taylor, Scanpix)

Kofod: Det ser unægteligt udfordrende ud

I fredags fik Michel Barnier grønt lys af EU-landene til at føre intense brexit-forhandlinger med Storbritannien, der efter planen skal forlade EU den 31. oktober i år.

Det skete, efter at EU havde modtaget det, som formanden for Det Europæiske Råd, Donald Tusk, betegnede som ”lovende signaler” fra briterne.

- Vi bliver nødt til at satse på selv den mindste chance. Et no deal-brexit vil aldrig blive EU’s valg, lød det fra formanden.

Siden da har parterne forhandlet, og det har været ”intenst”, understreger Michel Barnier her til morgen.

Det er grænsen mellem Irland og Nordirland, der fortsat skaber problemer. Men det er uvist, hvad der helt konkret ligger på forhandlingsbordet lige nu, og hvor langt de er nået.

Den danske udenrigsminister, Jeppe Kofod, deltager i dagens briefing. Han er dog knap så optimistisk her til morgen.

- Jeg er forsigtig optimist, men jeg er også realist. Lad os se, hvad der kan komme i stand i løbet af ugen. Det er positivt, at der ligger et konkret forslag på bordet fra briternes side. Men det er lige så vigtigt at sige, at vi ikke er i mål endnu, siger han og understreger, at ”det ser unægtelig udfordrende ud”.

Aftale kan falde på plads senere

EU’s stats- og regeringschefer skal torsdag og fredag mødes til EU-topmøde i Bruxelles. Her skal de i givet fald tage stilling til en ny brexit-aftale.

Ifølge den britiske tv-station BBC overvejer EU-lederne dog, om man skal afholde endnu et topmøde i forsøget på at lande en endelig skilsmisseaftale med Storbritannien.

Den britiske premierminister, Boris Johnson, fastholder fortsat, at Storbritannien skal forlade EU inden måneden er omme.

Og udenrigsminister Jeppe Kofod kan godt se for sig, at man kan nå at forhandle en skilsmisseaftale på plads efter topmødet i denne uge – og inden den nuværende brexit-deadline.

- Ja. For den danske regering er det vigtigste, at Storbritannien forlader EU med en aftale. Det vil gøre, at man ikke får store problemer med toldmure og økonomiske konsekvenser, som man vil få, hvis det bliver et hårdt brexit uden en aftale, siger han og fortsætter:

- Hvornår det så kan lade sig gøre – og om der teknisk set skal åbnes for forlængelse – må vi se på. Men det vigtigste er som sagt, at vi ikke får et hårdt brexit. Og hvis det kan undgås, er det klart, at vi vil strække os meget langt for at undgå det.