Mere end 1.600 Rohingya-flygtninge er i dag sendt afsted til den isolerede ø Bhasan Char i Den Bengalske Bugt.
Allerede i går blev flere transporteret i busser til kysten, hvorefter de i dag er begyndt at blive sejlet ud. I forvejen er der omkring 300 flygtninge på øen. Det sker for at lette presset på flygtningelejrene i Bangladesh.
Myndighederne i Bangladesh planlægger i alt at sende 100.000 flygtninge derud. Øen kom først til overfladen for cirka 20 år siden og har aldrig været beboet.
Ud fra Bangladesh (rødt) ligger Den Bengalske Bugt. I bugten, 34 kilometer fra fastlandet, ligger øen Bhasan Char.
Det har fået kritik fra menneskerettighedsorganisationer som Amnesty International og Human Rights Watch, samt FN. De mener ikke, at forholdene er sikre for flygtningene og at de selv bør kunne beslutte, om de vil ud på øen.
Øen er nemlig tidligere blevet oversvømmet under monsunregnen og ligger lige i banen for de mange tyfoner og orkaner, der hvert år rammer Bangladesh. Landets flåde har alligevel brugt millioner af dollar på at bygge dæmninger, huse, hospitaler og moskéer til i alt 100.000 flygtninge.
Internationale myndigheder og organisationer har ikke fået lov til at inspicere øen inden flygtningenes ankomst. Men på baggrund af de billeder og info, de har fået, kritiserer de myndighedernes beslutning om lejren på øen for at være "kortsigtet og umenneskelig".
Rohingyaerne og krisen i 2017
- •
Rohingyaerne er et muslimsk folk og en af Myanmars mange etniske minoriteter. Størstedelen af landets befolkning er buddhister.
- •
Før 2017 var der omkring 1,1 millioner rohingyaer i Myanmar.
- •
I 2017 slog Myanmar hårdt ned på Rohingyaerne.
- •
Ifølge FN skete det som resultat af en militærkampagne, som havde folkedrab for øje.
- •
Flere organisationer siger, at der er et folkedrab i gang, og det fortsætter stadig.
- •
Mindst 6700 mennesker blev dræbt i månederne efter volden udbrød.
- •
Myanmars ledere afviser alle beskyldninger og siger, at den militære indgriben skete for at forhindre terrorrisme.
- •
Omkring 730.000 rohingyaer flygtede fra Myanmar til nabolandet Bangladesh.
- •
FN har kaldt det 'den hurtigst voksende flygtningekrise'.
- •
Kilde: BBC
Nyhedsbureauet Associated Press var med nogle af flygtningene, da de ankom til øen: