Hundredvis af syrere, der skal evakueres fra deres belejrede byer, er torsdag strandet uden for storbyen Aleppo.
De befinder sig i samme område, hvor mindst 126 andre syrere blev dræbt i sidste uge, da en selvmordsbomber angreb den konvoj af busser, der ventede på tilladelse til at køre ind i Aleppo.
I alt 3000 mennesker, der skal evakueres fra de regeringskontrollerede byer Fuaa og Kefraya, forlod deres hjem onsdag morgen.
Evakueringen er led i en aftale mellem Syriens regering og oprørere. Den indebærer også, at indbyggere og oprørere skal transporteres ud af oprørskontrollerede områder, der er omringet af regeringsstyrker.
Evakueringerne begyndte i sidste uge, men blev forsinket efter selvmordsbilbomben lørdag ved Rashidin vest for Aleppo. Halvdelen af de 126 syrere, der mistede livet ved det angreb, var børn.
Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder siger, at den nuværende forsinkelse skyldes, at en oprørsgruppe stiller krav om, at regeringen løslader 750 fanger.
Umm Sanad, en 50-årig kvinde fra Fuaa, fortæller, at beboerne overvandt deres frygt og besluttede at lade sig evakuere i konvojen af busser.
- Vi rejste på grund af belejringen og raketterne. Vi tog afsted, selv om vi var bange efter angrebet, fortæller hun med henvisning til det blodige angreb lørdag.
/ritzau/AFP