Den svenske rigspolitichef, Dan Eliasson, erkender, at situationen i Sverige er alvorlig.
Den omfattende bandekriminalitet i Sverige har nemlig kostet så mange ressourcer, at procentdelen af opklarede voldssager det seneste år er gået tilbage. Det bekræfter han over for den svenske tv-kanal SVT.
- Vi har en alvorlig situation i dele af landet. Den voldsomme bandekriminalitet har nået niveauer, som vi aldrig før har set. Der er 40 personer, som er blevet dræbt efter skyderier, siger Dan Eliasson.
I løbet af 2017 oplevede Sverige mere end 300 skyderier, hvoraf en stor del af dem er blevet koblet til bandekriminalitet. Ifølge SVT har skyderierne kostet 42 personer livet, mens 135 personer er blevet såret.
Skal have flere uddannede betjente
Den årlige statistik viser, at selvom antallet af opklarede sager generelt er øget, er antallet af opklarede voldssager gået tilbage med 2,7 procent, fra 19.051 til 18.528, skriver SVT.
Alligevel har rigspolitichef Dan Eliasson en tro på, at det svenskerne går lysere tider i møde.
- Det, vi skal forbedre i 2018, er at opklare voldsforbrydelser. De her bandeskyderier i 2017 har kostet utroligt mange ressourcer. Vi skal forsøge at afsætte mere tid til de forbrydelser, som ikke bare er knyttet til bandekriminaliteten, siger han og uddyber:
- Regeringen har givet os flere penge, så der kan blive flere uddannede betjente, og det giver grund til at tro, at vi kan blive bedre siger han.
I alt forventer politiet at have 1.500 flere betjente uddannet i løbet af 2018.