En seksårig dreng satte i går USA i panik, da man troede, at han var ombord i en løbsk heliumballon. Det viste sig senere, at seksårige Falcon Heene blot gemte sig i familiens hjem.
Tv-stationer i hele USA afbrød nyhedsprogrammer for at følge den løbske ballon, som endte med at styrte ned.
Dreng: Du sagde, det var show
Nu spørger mange sig selv, om drengens medieglade familie har iscenesat hele begivenheden. I dag deltog familien nemlig i et live-interview på tv-stationen CNN, hvor Falcon først bliver spurgt, om han ikke hørte familien råbe efter ham.
- Jo, svarer drengen.
- Hvorfor kom du så ikke ud, spørger hans far på åben skærm.
- Øh, du sagde, at vi gjorde det her for showets skyld, svarer den seksårige.
Bytter koner og jager tornadoer
Drengens far benægter dog, at der var tale om et mediestunt. Han fastholder, at familien troede, at Falcon Heene sad i den hjemmelavede ballon under hele turen.
Drengens far har tidligere været en hyppig gæst i amerikanske medier. Han har flere gange optrådt som såkaldt 'storm-chaser', altså en person, der jagter tornadoer. Han og familien har også flere gange medvirket i programmet Wife Swap, hvor familier bytter hustruer i en periode.