BAGGRUND Tjetjensk had flår i Rusland

Den russiske by Volgograd blev søndag og mandag ramt af to selvmordsbomber. Men hvor kommer terroren fra og hvorfor?

En omkommet kvindelig terrorist efter gidseltagningen i Moskvas Dubrovka Teater i 2002. (Foto: © ARKIV, DR)

Shadidka eller sorte enker, som de bliver kaldt, er mistænkt for at stå bag bombeangrebet i Volgograd søndag.

Begreberne dækker over islamistiske tjetjenske kvindelige selvmordsbombere. Den første af slagsen var Khava Barayeva, der sprængte sig selv i luften på en russisk militærbase i Tjetjenien i juni 2000.

Som en islamisk russisk republik i det nordlige Kaukasus har Tjetjenien forsøgt at løsrive sig fra det Ruslands administration i Moskva. De har begge været en del af en konflikt, der har stået på i mere end 200 år og som involverer flere andre nuværende republikker såsom Dagestan og Nordossetion.

Krig er årsagen

I 1991 erklærede Tjetjenien sin uafhængighed og navngav sig selv den Tjetjenske Republik Ichkeria i et forsøg på løsrivelse fra Rusland.

Den daværende russiske præsident Boris Yeltsin sendte i 1994 det russiske militær til hovedstaden Grosnij for at få republikken under kontrol. Efter to års intense kampe trak russerne sig tilbage og tjetjenerne var de facto selvstyret indtil den anden tjetjenske krig i 1999 brød ud.

I år 2000 var Grosnij efterhånden jævnet med jorden af flere års kampe og tjetjenerne var igen under russisk administration. Oprøret er fortsat lige siden.

Med tusindvis af omkomne i krigen stod mange tjetjenere tilbage og havde forgæves mistet deres nærmeste i kampen for selvstændighed.

Grobund for terror

Mange enker blev efter krigene overbevist af islamiske ekstremister om, at deres mænd var omkommet på grund af kvindernes egne synder, og at de nu var blevet byrder for samfundet. Ved at blive selvmordsbomber kunne de tjene et større formål og gøre nytte.

Ifølge Det Amerikanske Konsortium for Terrorstudier bliver flere potentielle selvmordsbombere bedøvet og tvunget, imens avancerede hjernevaskningsteknikker er blevet brugt på kvinderne.

Den hemmelige russiske sikkerhedstjeneste havde i 2004 Sorte Fatima i søgelyset. Hun var mistænkt for at være bagmanden bag selvmordsbomberne i Rusland.

Terror i Rusland

Moskvas Dubrovka Teater blev i 2002 midtpunktet i en terroraktion hvor 912 teatergæster og -medarbejdere blev holdt gidsel af tjetjenere. I alliance med en islamistisk militant separatist-bevægelse i Tjetjenien krævede de, at russiske styrker skulle trække sig ud af Tjetjenien.

Situationen endte brat, da russiske specialstyrker efter 56 timer pumpede en unavngiven gas ind i teateret og slog alle gidseltagere ihjel ved den efterfølgende razzia. 129 gidsler omkom undervejs og over 700 blev kvæstet.

I september 2004 blev en russisk skole i byen Belsan offer for et terrorangreb, da 32 tjetjenske terrorister holdt flere end 1.100 lærere og elever gidsel. Efter tre dage nedkæmpede sikkerhedsstyrkerne gidseltagerne, imens 334 civile omkom og hundredevis blev såret.

Den tjetjenske krigsherrer Sjamil Basajev stod bag gidseltagningen i Moskva og i Beslan, samt massevis af selvmordsbomber på tværs af Rusland og i Tjetjenien. Han hævdede at personligt have trænet halvtreds sorte enker.

Han døde 46 år gammel i 2006 af en eksplosion, som den russiske sikkerhedstjeneste stod bag.

Sikkerheden er efter angrebene i Volgograd skruet op i byen og på tværs af Rusland ifølge myndighederne.

Sikkerdhedsberedskabet ved De Olympiske Lege ved Sotji er i forvejen højt og det er ikke nødvendigt at skrue yderligere op for foranstaltningerne.