Catalonien har haft selvstyre siden 1979.
Da Spanien rykkede sig fri af Franco-diktaturet gav en ny forfatning landets regioner autonomi i varierende grad.
Catalonien er, ligesom Baskerlandet, et område med en lang historie, eget sprog og en frisk erindring om national, sproglig og kulturel undertrykkelse i Franco-diktaturets central-styrede spanske enhedsstat.
I Catalonien har der længe eksisteret nationalistiske strømninger, men i modsætning til Baskerlandet - hvor det nationale spørgsmål gav grobund for en separatistisk terrororganisation, ETA - var omstillingen i Catalonien fredelig.
Højere på dagsordenen
Den catalanske nationalisme har kredset om sproget og kulturen i over hundrede år, men det er først for nylig, at den har bevæget sig op mod toppen af den politiske dagsorden.
En væsentlig del af forklaringen er, at dialogen mellem Catalonien og centralregeringen i Madrid ophørte, da det konservative Partido Popular (PP) overtog regeringsmagten i Spanien ved valget i 2011.
For det konservative parti støtter ikke tankerne om udvidet selvstyre til de autonome regioner i landet. Det demonstrerede partiet tydeligt, da det var i opposition og der i 2006 blev udarbejdet en revision af Cataloniens selvstyre-statut.
På det tidspunkt var selvstyret i Barcelona og regeringen og parlamentet i Madrid på talefod.
I Madrid havde socialistpartiet PSOE regeringsmagten, og i det catalanske selvstyre sad partiets catalanske del, PSC, for bordenden.
Benspænd
Den konservative leder Mariano Rajoy, der nu er ministerpræsident, stillede sig i spidsen for en indædt kamp mod revision af selvstyrestatutten.
En del af partiet er stærkt konservativt, stærkt katolsk og har rødder i den opfattelse af stat, nation og historie, som Franco-diktaturet byggede på.
Rajoy og PP forsøgte at hindre vedtagelsen med en landsdækkende underskriftindsamling. Og han krævede, at den catalanske selvstyrestatut skulle til folkeafstemning i hele Spanien, ikke kun i Catalonien.
Da selvstyrestatutten var vedtaget i de to parlamenter og godkendt i en folkeafstemning i Catalonien, indstævnede Rajoys parti statutten for forfatningsdomstolen. (50 medlemmer af parlamentet eller 50 medlemmer af senatet har adgang til at indbringe en sag for domstolen.)
Ingen dialog
I 2010 faldt afgørelsen: Selvstyrestatutten blev underkendt på en række områder, og fortolkningen af teksten blev låst fat på andre områder.
Vreden var stor i Catalonien, og i det lokalvalg, der fandt sted senere samme år, fik de borgerlige tilhængere af selvstændighed et stærkt valg. Men året efter satte Manuel Rajoy sig for bordenden med en konservativ regering i Madrid, og dermed stoppede praktisk taget enhver dialog.
Manglen på dialog har fået begge parter – lokalregeringen i Catalonien og centralregeringen i Madrid – til at male sig op i hvert sit hjørne.
Dråben, der har fået bægeret til at flyde over, er selvstyreregeringens ensidige beslutning om en bindende folkeafstemning den 1. oktober.
Rajoy-regeringen siger, at der ikke er noget at tale om før lokalregeringen tager folkeafstemningen af bordet – og lokal-regeringen siger, at der ikke er noget andet at tale om end netop folkeafstemning.
Og som et konservativt lov-og-orden parti er det konservative Partido Popular tilbøjeligt til at mene, at situationen kan bringes under kontrol med politi og domstole. Af de landsdækkende partier er det kun centerpartiet Ciudadanos, der helhjertet støtter regeringens kurs.
Kræver forhandlinger
Socialistpartiet PSOE og venstrefløjs-partiet Podemos anklager regeringen for at have forsømt enhver lejlighed til at gå i dialog med selvstyre-regeringen. Begge partiet mener at der skal forhandles en løsning på krisen mellem Catalonien og Madrid.
Podemos har meldt ud, at partiet støtter afholdelse af en folkeafstemning i Catalonien, forudsat at det sker på sikkert forfatningsmæssigt grundlag og med godkendelse i det spanske parlament.
PSOE, der stod fadder til revisionen af Cataloniens selvstyrestatut i 2006, går ind for en modernisering af Spaniens forfatning, der forstærker selvstyret i de mange autonome regioner og gør Spanien til en forbundsstat. Partiets overordnede opfattelse er, at det vil løse de nationale spørgsmål, og partiet anser ikke en folkeafstemning for ønskelig.