BAGGRUND Fra Blade Runner til den nye O. J. Simpson

Drabssagen mod den sydafrikanske atletikstjerne Oscar Pistorius bliver en kæmpe mediebegivenhed, som har påfaldende store ligheder med sagen mod den amerikanske sportsstjerne O.J. Simpson i 1995.

Oscar Pistorius' gamle og nye virkelighed. (Foto: © TAL COHEN, Scanpix)

I Sydafrika sidder en af den moderne sportshistories største helte i dag på anklagebænken i en retssag, der kan give ham fængsel på livstid.

Atletikstjernen Oscar Pistorius - også kendt som Blade Runner - er tiltalt for overlagt mord på sin kæreste i en sag, som hele verden vil følge.

- Oscar Pistorius mistede sine underben som barn, men overvandt sit handicap. Han udviklede sig til en enestående atlet - ikke kun som handicapudøver. Han blev den første handicappede løber som fik lov til at løbe ved det i gåseøjne rigtige OL, nemlig i London i 2012. Og det har gjort ham til et ikon ikke bare i Sydafrika, men i hele verden, fortæller DR's globale korrespondent Steffen Krezt, som følger retssagen i Pretoria.

Vores helt

Oscar Pistorius løber på særlige kulfiberproteser og har vundet masser af guldmedaljer ved de paraolympiske lege. Men hans største sejr var nok, at han efter en årelang kamp ved flere retsinstanser fik lov til at stille op mod raske atleter.

- Sorte, hvide, mænd, kvinder, handicappede, ikke-handicappede. Han var vores helt, fortæller Tula Maghoni, en kvinde på gaden i Pretoria til DR.

Nu er heltestatussen forduftet, men opmærksomheden om Oscar Pistorius når nye højder.

- Alle følger sagen i Sydafrika. I hundredvis af nysgerrige og pressefolk har ventet ved retsbygningen siden klokken 6 i morges - fire timer før sagen begyndte. Selve retssalen er pakket, og kameraer sender for første gang i Sydafrika direkte fra en retssag. Pistorius sidder alene på en bænk bag sit hold af topadvokater. Han virker beklemt ved situationen her i de lange minutter, mens vi venter på dommeren, fortæller Steffen Kretz.

Ligheder med O. J. Simpson

Udfaldet af sagen kan dog langt fra siges at være givet på forhånd. Politiet har nemlig kludret godt og grundigt i efterforskningen, og det ventes Pistorius' forsvar at udnytte.

Retssagen mod Oscar Pistorius bliver af flere grunde sammenlignet med sagen mod den amerikanske fodboldspiller O. J. Simpson fra 1995.

Begge var sportsstjerner, ofrene var i begge sager smukke, blonde kvinder, og også i sagen mod O. J. Simpson var dårligt politiarbejde et af forsvarets største aktiver. Medieinteressen kunne nævnes som en fjerde lighed.

Men uanset resultatet af retssagen mod Oscar Pistorius, så har Sydafrika mistet et nationalt ikon.

- Der var to mennesker, som alle sydafrikanere så op til: Den ene var Nelson Mandela, som døde i december, og den anden var denne hvide sportshelt. Han formåede at binde det her brogede land sammen. Jeg tror, at mange så Pistorius' personlige kamp som et udtryk for Sydafrikas kamp mod apartheid. Mod alle odds lykkedes det Sydafrika at undgå en borgerkrig og forvandle sig til en af de få succeshistorier i Afrika. Og nu minder Pistorius' fald sydafrikanerne om alt det, der alligevel ikke er lykkedes i landet, siger Steffen Kretz.