Avis: Nordkorea henrettede rådgivere efter fiasko-møde med Trump

Fem rådgivere har betalt den højeste pris for, at et topmøde gik i vasken, skriver sydkoreansk avis.

Topmødet i februar endte brat uden en aftale, og det skal det nordkoreanske styre have straffet en række rådgivere for. (Foto: © LEAH MILLIS, REUTERS/Scanpix + Wikimedia (Creative Commons))

Nordkorea har angiveligt henrettet flere rådgivere, efter at et topmøde med USA's præsident, Donald Trump, endte uden resultat i februar.

Det skriver den sydkoreanske avis Chosun Ilbo.

Ifølge avisen har det nordkoreanske styre holdt landets særlige udsending til USA ansvarlig for udfaldet af topmødet mellem Trump og Nordkoreas leder, Kim Jong-un.

Den særlige udsending, Kim Hyok-chol, og fire andre tjenestemænd skal være blevet henrettet i marts.

Anklaget for spionage

De fem var anklaget for at have spioneret for USA og skal derfor være blevet skudt og dræbt ved lufthavnen Mirim i Nordkoreas hovedstad, Pyongyang.

- Kim Hyok-chol blev efterforsket og henrettet i Mirim Airport sammen med fire embedsmænd fra udenrigsministeriet i marts, siger en anonym nordkoreansk kilde til avisen.

Kim Hyok-chol havde forhandlet med den amerikanske udsending Stephen Biegun forud for topmødet i Hanoi.

Flere sendt i arbejdslejr

De fem henrettede er ikke de eneste, der ifølge Chosun Ilbo er blevet straffet af det nordkoreanske styre efter topmødet.

Det gælder også blandt andre Kim Jong-uns rådgiver og højre hånd, Kim Yong-chol, som har stået for forberedelserne til topmødet med USA's udenrigsminister, Mike Pompeo.

Han er blevet forvist til en arbejdslejr, hvor han skal gennemgå ideologisk genoptræning, skriver avisen.

Derudover skal den nordkoreanske rådgiver Kim Sond-hye være blevet sendt til en politisk fængselslejr.

Ligeså er Kim Jong-uns tolk, Shin Hye-yong, som efter topmødet er blevet anklaget for at have oversat fejlagtigt.

Topmøde sluttede brat

Efter topmødet i februar skal også Kim Jong-uns søster, Kim Yo-jong, være blevet bedt om at holde lav profil.

Topmødet fik en uventet brat slutning, da parterne skiltes uden at være blevet enige om en fælles udtalelse.

Begge parter sagde dog efterfølgende, at de var åbne for at genoptage samtalerne på et senere tidspunkt.

Avis har taget fejl før

Nyhedsbureauet AP advarer om, at avisen bag nyheden om den store udrensning i Nordkorea, Chosun Ilbo, tidligere har taget fejl, når det gælder rapporter fra det ekstremt lukkede land.

- Både sydkoreanske medier og regeringen i Seoul har en forhistorie med at rapportere om scoops om det indre liv i Nordkorea, som senere viser sig at være forkerte, skriver AP.

Nyhedsbureauet anfører også, at andre toneangivende medier i Sydkorea ikke har samlet nyheden om udrensningen op, ligesom ingen regerings- eller efterretningskilder - heller ikke anonymt - har bekræftet historien.

I 2013 rapporterede Chosun Ilbo, at en kvindelig kunstner, Hyon Song Wol, der blev beskrevet som Kim Jong-uns ekskæreste, var blevet henrettet offentligt sammen med adskillige andre kunstnere på grund af en sexskandale.

Senere viste det sig, at Hyon Song Wol i høj grad var i live. Hun blev senere indsat på en fremtrædende stilling i Kim Jong-uns regering.

Opdateret: Artiklen har fået tilføjet et afsnit om, at sydkoreanske medier og myndigheder tidligere har taget fejl i deres rapporter om Nordkorea.

/DR Nyheder/