The New York Times går til domstolene for at fremskaffe en kopi af et dokument, som den fyrede FBI-direktør James Comey angiveligt har skrevet efter sin samtale med præsident Donald Trump.
Avisen har fredag lagt sag an mod forbundspolitiet FBI. I begrundelsen hedder det, at regeringen ikke har levet op til forpligtelser i den amerikanske offentlighedslov.
En talsmand for regeringens advokater har nægtet at kommentere sagsanlægget.
The New York Times siger, at redaktionen har krævet dokumentet udleveret i maj. Avisen har bedt om alle notater, e-mails og andre dokumenter, hvori Comey drøfter eller refererer samtalerne med præsidenten.
Ifølge avisen har FBI bekræftet, at anmodningen er modtaget. Men myndigheden har nægtet at fremskynde processen.
New York Times siger, at FBI ikke har overholdt svarfristen på 20 arbejdsdage, som fremgår af offentlighedsloven.
/ritzau/AP