Avis: Frankrig er et land i krig - skarp bevogtning af dansk ambassade

De franske medier reagerer skarpt på terrorangrebet mod satirebladet Charlie Hebdo. 'Det er krig,' skriver avisen Le Figaro.

DR's udsendte i Paris Thomas Ubbesen ved den dansk ambassade i byen. (© DR)

"Det her er krig, en rigtig krig, ikke udkæmpet af soldater, men af gedulgte snigmordere, metodiske og organiserede mordere, hvis rolige vildskab får blodet til at fryse til is."

Sådan skriver den store, konservative franske avis Le Figaro i dag i sin leder.

- Avisen skriver, at krigen er brudt ud, at krigen er en kendsgerning her i byen, siger DR's udsendte i Paris Thomas Ubbesen.

Han vil ikke gå så vidt som at kalde Paris for en kampzone.

- Men man kan se, at noget har ændret sig i forhold til for et døgn siden. Der er fyldt med politi med maskinpistoler, fortæller Thomas Ubbesen.

Bevogtning af dansk ambassade

Han befandt sig her til morgen ved den danske ambassade i Frankrigs hovedstad, hvor situationens alvor også var til at få øje på.

- Her er et større politiopbud i skudsikre veste med maskinpistolerne parat - og det er ikke normalt. Man ved, at Danmark i udpræget grad er et mål for jihadister, fortæller Thomas Ubbesen.

Støtte til Charlie Hebdo

De franske aviser siger samstemmende i dag, at angrebet mod Charlie Hebdo ikke får dem til at ændre noget som helst i deres redaktionelle valg. Flere af aviserne oplyser samtidig, at de vil hjælpe satiremagasinet med at fortsætte.

- Der er udtalt enighed om, at man vil forsøge at bevare bladet. Med alt hvad man kan tilbyde af assistance - økonomisk, mandskabsmæssigt, journalistisk - vil man støtte fortsættelsen af bladet. Der er en vilje rundt omkring bladet til, at det af principielle årsager skal leve videre, fortæller Thomas Ubbesen.

Risiko for selvcensur

Han oplyser, at angrebet i det hele taget har ført til et løfte i de franske medier om at forsvare ytringsfriheden.

- Alle aviser er enige om, at journalisternes død ikke skal være forgæves. Man vil gøre alt for at sikre, at ytringsfriheden ikke bliver knægtet af den her forfærdelige aktion. Men der er selvfølgelig risiko for selvcensur, for nu er det blevet markeret, at det er overhængende livsfarligt at beskæftige sig med visse emner, siger Thomas Ubbesen.