Alt tyder på, at Australien i den kommende måned som det første land i verden vedtager et kontroversiel lov. Landets pædofile skal nemlig have frataget deres pas, så de ikke længere kan rejse til Sydøstasien og misbruge børn.
Og den lov ventes at stryge let og elegant gennem parlamentet, hvor der er bred opbakning til forslaget.
Det fortæller Kristoffer Kræn, der er journalist hos Ritzau og er bosat i Australiens største by, Sydney.
- Generelt er der stemning for en hård kurs over for sexforbrydere og forbrydere generelt. Hverken i parlamentet, i aviserne og i den offentlige debat er der modstand mod det her forslag, siger Kristoffer Kræn.
Lovforslaget blev fremlagt i tirsdags af udenrigsminister Julie Bishop og justitsminister Michael Keenan, og der gik ikke mange timer, før landets største oppositionsparti, Australian Labor Party, bakkede op.
Hvis forslaget bliver vedtaget den kommende måned betyder det, at omkring 20.000 australiere, der er registreret i den nationale sexforbryderdatabase, skal aflevere deres pas.
De står alle på listen, fordi de er dømt for en eller anden form for seksuelt overgreb. De fleste af de dømte bliver slettet fra listen igen, hvis de ikke bliver dømt for lignende kriminalitet, men et fåtal har begået så grove forbrydelser, at de står på listen resten af deres liv. Det betyder, at de aldrig mere vil få deres pas igen, hvis loven går igennem. Ifølge The Guardian er det tal 3.200.
Ifølge Kristoffer Kræn fra Ritzau falder lovforslaget godt i tråd med den retorik, der prægede sidste års valgkamp. Her lovede premierminister Malcolm Turnbull nemlig at udstikke en endnu hårdere kurs mod sexforbrydere. Og samtidigt er lovforslaget en nem appelsin ned i regeringens turban.
-Den meget trængte regeringskoalition har her en vindersag, som et overvældende flertal i regeringen støtter.
Kontroversiel senator er bannerfører
Selv om forslaget først blev præsenteret i tirsdags, så var det allerede på den politiske dagsorden sidste år. Den 73-årige senator fra Canberra Derryn Hinch foreslog nemlig det drastiske skridt i november sidste år.
Senatoren har gennem mange år været en bannerfører i kampen mod landets pædofile og har haft en lang karriere i mediebranchen. Han blev selv udsat for sexmisbrug, da han var ung, og da han sidste år grundlagde partiet 'The Derryn Hinch's Justice Party', var det med en klar mærkesag. Markant strengere straffe.
Hans retorik har ifølge australske medier været med til at fremskynde processen.
- Der er 20.000 registrerede pædofile i Australien. Disse depraverede kriminelle udnyttede sårbare børn, og statistisk ved vi, at mange af dem vil gøre det igen, hvis de får muligheden, sagde han ifølge The Australien, da forslaget blev fremlagt.
Kriminalfikseret presse
På et pressemøde tirsdag sagde justitsminister Michael Keenan, at en vedtagelse af lovforslaget vil betyde, at Australien får verdens absolut strengeste kurs mod pædofile.
- Dette er den hårdeste linje mod sexturisme nogensinde, sagde han.
Ifølge Ritzaus journalist Kristoffer Kræn er der svært at sige præcis, hvorfor det er Australien, som bliver det første land i verden til at tage passet fra pædofile.
Han mener dog, at landets medier er med til legitimere politikernes indgreb ved at have et meget stort fokus på kriminalstof.
- Når man ser de australske medier, er der generelt en fascination af kriminalstof. En meget sensationshungrende presse har de seneste år beskrevet en masse grelle eksempler på australske mænd, som er blevet anholdt i Asien for misbrug af børn, siger han og nævner et eksempel fra sidste år, hvor en australsk mand blev dømt for at have voldtaget 11 mindreårige i Indonesien.