Australsk vandbombefly styrtet ned - tre dræbt

Et vandbombefly er styrtet ned, mens det kæmpede mod flammerne i delstaten New South Wales.

En mand forsøger at få bugt med flammerne i delstaten New South Wales.. (Foto: © MIck Tsikas, Scanpix)

Et vandbombefly er styrtet ned, mens det var i færd med at bekæmpe brande i den australske delstat New South Wales. Tre personer er dræbt i styrtet, bekræfter myndighederne ifølge Sydney Morning Herald.

- Kontakten til et Large Air Tanker-fly (et vandbombefly, red.) forsvandt, mens det arbejdede i området omkring Snowy Monaro, lyder det i en meddelelse.

Vraget blev fundet tæt ved Cooma, nordøst for Snowy Mountains, der ligger fem timer fra Sydney, hvor en stor brand er ude af kontrol.

Branden har allerede fortæret knap 940 kvadratkilometer natur i området, skriver nyhedsbureauet AFP.

Stor brand ude af kontrol

Fem ambulancer og to redningshelikoptere er på vej til området, hvor flyet er nedstyrtet, oplyser en talskvinde for de lokale ambulancemyndigheder til det australske nyhedsbureau AAP.

  • Arbejdere forsøger at slukke en brand i området West Queenbeyan. (Foto: © MIck Tsikas, Scanpix)
  • Brandmænd kæmper mod flammerne i området West Queenbeyan. (Foto: © MIck Tsikas, Scanpix)
  • Brandmænd arbejder i området West Queenbeyan. (Foto: © MIck Tsikas, Scanpix)
  • Brandmænd kæmper mod flammerne i området West Queenbeyan. (Foto: © MIck Tsikas, Scanpix)
1 / 4

Lufthavn lukket torsdag

Torsdag har høje temperaturer og stærk vind igen forværret situationen i New South Wales, som ligesom flere andre australske delstater har været plaget af voldsomme naturbrande de seneste måneder.

Flere steder er der målt temperaturer over 40 grader. Vejrforholdene har skabt flere nye brande i løbet af torsdagen.

Øst for Australiens hovedstad, Canberra, er en "ekstremt farlig og potentielt dødelig" brand brudt ud.

Her har myndighederne opfordret lokalbefolkningen til at søge i dækning, da det er for sent at lade sig evakuere fra området, skriver nyhedsbureauet Reuters.

- Branden kan udgøre en trussel for alle, der krydser dens vej. Folk i disse forstæder er i fare og skal øjeblikkeligt søge i dækning, lyder det fra katastrofeberedskabet i hovedstaden.

Lufthavnen i Canberra har torsdag lukket for al flytrafik som følge af forholdene.

Siden september er 29 personer blevet dræbt i de australske bushbrande, og millioner af dyr er omkommet i flammerne.

/ritzau/

Opdateret 6:40 med bekræftelse på, at flyet er styrtet ned.