Australsk premierminister afsætter milliarder til at genopbygge landet

Australiens udskældte premierminister opretter en fond, der skal hjælpe landet på benene efter bushbrande.

Australiens premierminister, Scott Morrison, har de seneste dage besøgt flere byer i landet, der er blevet ødelagt af de voldsomme brande. (Foto: © JAMES ROSS, Ritzau Scanpix)

Australiens premierminister, Scott Morrison, sætter to milliarder australske dollar af til at genoprette skader fra de voldsomme brande, der i disse måneder hærger landet.

Det svarer til knap ti milliarder danske kroner, som dedikeres til en genopretningsfond.

Det siger premierministeren på et pressemøde natten til mandag dansk tid, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Scott Morrison tilføjer, at regeringen vil sætte yderligere penge af til genopretning, hvis det bliver nødvendigt.

- Brandene brænder stadig, og de vil brænde i flere måneder endnu. Derfor er beløbet, jeg har skitseret i dag, en indledende investering på to milliarder dollar, siger han ifølge The Guardian.

- Det, vi vil fokusere på her, er de menneskelige omkostninger og det, som det koster at genopbygge folks liv, siger han.

  • En brændt bil i byen Quaama. (Foto: © Saeed Khan, Scanpix)
  • Røg fra et træ i byen Quaama. (Foto: © Saeed Khan, Scanpix)
  • Et brændt hus i byen Quaama. (Foto: © Saeed Khan, Scanpix)
  • En brændt bil i byen Quaama. (Foto: © Saeed Khan, Scanpix)
1 / 4

De australske delstater vil derudover supplere fonden med yderligere finansiering til genopbygningen af de enkelte delstater.

Det er endnu for tidligt at vurdere de samlede økonomiske konsekvenser, som de voldsomme brande vil få for Australien. Det siger landets finansminister, Josh Frydenberg, på pressemødet.

Presset premierminister

Presset er de seneste uger steget markant på Scott Morrison, som er blevet kritiseret voldsomt for sin håndtering af brandene, der indtil nu har kostet 24 personer livet.

Efter en meget voldsom weekend i Australien har der mandag været forbedrede vejrforhold med lavere temperaturer og let regn, skriver Reuters.

Det har givet brandmyndighederne og militæret tid til at påbegynde arbejdet med at rydde væltede træer fra vejene.

Det er nødvendigt for, at vejene kan genåbnes, så flere personer kan evakueres fra nogle af de områder, hvor de har været isoleret af brandene i dagevis.

Myndighederne advarer om, at forværrede vejrforhold med høje temperaturer og stærke vinde vil vende tilbage senere på ugen.

Skovbrandene har allerede fortæret et område på størrelse med Irland. Og ifølge myndighederne frygtes krisen at kunne fortsætte i flere måneder endnu.

/ritzau/