Der er lige nu massiv kø på vejene mange steder i den australske delstat New South Wales.
For delstaten er præget af massive naturbrande, og det lokale brandberedskab har givet folk 48 timer til at forlade et område, der strækker sig over 200 kilometer langs den australske sydøstkyst.
Og det har skabt kaos på de i forvejen trafikerede veje. Store områder er allerede lukket af for trafik.
- Alle skal forlade området. Vi får en værre dag på lørdag, end hvad vi hidtil har oplevet, siger Andrew Constance, der er transportminister i New South Wales. Han kalder evakueringen i delstaten for "den største nogensinde".
Evakueringszonen strækker sig også ind i delstaten Victoria, hvor brandene også har raseret den seneste tid.
- Det er folks eget ansvar at lytte til nødhjælpspersonalet og gøre, hvad de siger. Det her er ikke en 'det hele skal nok gå ‘-situation. Det her er seriøst, siger David Littleproud, der er minister for naturkatastrofer og nødsituationer.
Flere af dem, der lige nu er i gang med at forlade området, er turister. Det skyldes, at evakueringszonen strækker sig ind over flere turistdestinationer.
I New South Wales er der erklæret undtagelsestilstand. Sydney er hovedstad i delstaten, men i millionbyen brænder det ikke.
Kort over Australien: Især New South Wales og Victoria er plaget af brande.
Mere end 1.000 hjem ødelagt
I alt 18 mennesker har mistet livet i naturbrandene, siden de begyndte. De har nogle steder stået på i flere måneder.
Og mere end 1.000 hjem er blevet ødelagt af brandene, der ifølge Ritzau har nedbrændt mere en 5,5 millioner hektar jord.
Det svarer til mere end Danmarks areal.
- Vores hjem er væk. Det er helt brændt ned, og der er ingenting tilbage. Det fandt vi ud af går morges, lyder det en New South Wales-borger, der har ladet sig evakuere.
Australien er, foruden de voldsomme brande, også præget af høje temperaturer. Og ifølge brandvæsenet bliver de høje temperaturer og voldsomme vindhastigheder ved i weekenden.
Der er dermed ikke noget, der tyder på, at der snart vil være fuld kontrol over den igangværende 'brandsæson'.