Australien indfører obligatorisk selvisolation i 14 dage ved al indrejse til landet.
Det siger Australiens premierminister, Scott Morrison, på et pressemøde om coronaviruspandemien natten til søndag dansk tid.
Det nye krav træder i kraft efter søndag lokal tid, hvilket svarer til efter klokken 14 søndag dansk tid.
- Jeg vil gerne være tydelig omkring de rejserestriktioner, jeg har meddelt. Det er meget vigtigt, siger Scott Morrison ifølge det australske medie ABC News.
Derudover bandlyser Australiens alle krydstogtskibe fra udenlandske havne i 30 dage.
Scott Morrison opfordrer samtidig australiere til ikke at bevæge sig inden for halvanden meter af hinanden samt at undgå håndtryk og kram.
- Det er alt sammen sund fornuft. Jeg vil gerne have, at australiere kan komme videre med livet så normalt som muligt, men der vil være ændringer, siger Scott Morrison.
Det var tidligere ventet, at Australien også ville lukke ned for alle landets skoler, men det er ikke sket.
- Hvis man tager børn ud af skolen og sætter dem ud i samfundet, øger man risikoen for, at de interagerer med andre.
- Derudover kan de påvirke vores læger og sygeplejersker, som er essentielle, da de i så fald skulle blive hjemme og passe deres børn, siger Scott Morrison.
New Zealand har indført et lignende tiltag med selvisolation ved al indrejse, der også træder i kraft efter søndag lokal tid.
I 2018 besøgte over ni millioner turister Australien.