Aung San Suu Kyi søger støtte i EU

Den burmesiske oppositionsleder beder EU om hjælp til flere reformer i Myanmar.

Oppositionslederen Aung San Suu Kyi er genvalgt som leder af Den Nationale Liga for Demokrati. (Foto: © Soe Zeya Tun, Scanpix)

Den burmesiske oppositionsleder Aung San Suu Kyi beder under en frokost mandag i Luxembourg indtrængende EU om at hjælpe med at presse på for yderligere demokratiske reformer i hendes hjemland, Myanmar (det tidligere Burma, red.).

- Vi vil sikre os, at EU, det internationale samfund og FN er klar over, hvor alvorligt der er brug for, at forfatningen bliver ændret.

- De er nødt til at gøre det helt klart, at de støtter forsøget på at få ændret forfatningen. Og hvorfor de støtter det, siger Aung San Suu Kyi i et interview med flere internationale medier umiddelbart inden hun sætter sig ned til frokost med ministrene.

Vil stille op til præsidentvalg

Suu Kyi er i disse dage på rundtur i Europa for at søge opbakning til demokratiske reformer i Myanmar, blandt andet så det bliver muligt for hende at stille op til præsidentvalget i 2015.

Suu Kyi sad i husarrest det meste af tiden fra 1989 til 2010, men har de seneste år fået større frihed i takt med, at militærjuntaen har slækket sit greb om magten. I maj sidste år blev hun også valgt ind i parlamentet.

EU kvitterede i april i år for de demokratiske åbninger ved at sløjfe langt hovedparten af sine sanktioner mod landet.

Men Suu Kyi benytter sit besøg i Europa til at gøre opmærksom på, at forfatningen i praksis forhindrer hende i at blive præsident, fordi hun er kvinde, og fordi hendes afdøde mand og deres børn er britiske statsborgere.

Det går langsomt fremad

Oppositionslederen forklarer, at præsidentembedet ifølge den nuværende forfatning kun er åbent for tidligere medlemmer af militæret - og lukket land for burmesere, hvis ægtefæller eller børn er udenlandske statsborgere.

Selv om Suu Kyi glæder sig over de reformer, der allerede er gennemført i hendes land, advarer hun også mod at tro, at alt er i god gænge.

- Der er sket mange forandringer i Burma. Men ikke så mange, som folk tror.

- Men det internationale samfunds holdning betyder ganske meget for den nuværende regering, for de ønsker at tiltrække masser af hjælp og investering fra udlandet, siger Suu Kyi.

/ritzau/