Der foregår ikke nogen etnisk udrensning blandt Myanmars muslimske rohingya-mindretal.
Det siger landets de facto-leder, modtageren af Nobels fredspris Aung San Suu Kyi, i et interview med BBC.
Hun erkender dog, at der er problemer i Rakhine-delstaten, hvor mange fra mindretallet bor.
- Jeg tror ikke, at der foregår nogen etnisk udrensning. Jeg tror, at det er for stærkt et udtryk at bruge om det, der foregår, siger hun.
- Der er en masse fjendtlighed der - det er muslimer, der dræber muslimer, tilføjer hun.
- Det er ikke et spørgsmål om etnisk udrensning, som du udtrykker det. Det er et spørgsmål om mennesker på hver sin side af en kløft, siger hun i interviewet med BBC.
I et åbent brev til FN's Sikkerhedsråd i december kritiserede en række nobelprismodtagere, toppolitikere og toneangivende forretningsfolk Suu Kyi for ikke at beskytte det muslimske rohingya-mindretal.
- Vi er frustrerede over, at hun ikke har taget initiativ til at sikre lige rettigheder for statsborgerskab for rohingya-folket, skrev de.
Blandt afsenderne var ærkebiskop Desmond Tutu fra Sydafrika og rettighedsforkæmper Malala Yousafzai fra Pakistan.
Forbrydelse mod menneskeheden
Situation, der udfolder sig i Rakhine, er ifølge internationale iagttagere en tragedie på linje med en etnisk udrensning og udgør forbrydelser mod menneskeheden.
Siden oktober har militæret nægtet journalister samt fotografer adgang til store dele af Rakhine-delstaten. Det samme gælder stort set alle hjælpeorganisationer.
Rohingyaerne udgør en minoritet i landet. Selv om de har boet i Myanmar i flere generationer, bliver de behandlet som illegale indvandrere og nægtet statsborgerskab.
Militæret i landet beskyldes for at udsætte rohingyaer for tortur, voldtægt og drab.
Siden uroen brød ud i oktober, er omkring 70.000 rohingya-muslimer flygtet til Bangladesh, skriver BBC.
FN meddelte i marts, at man er ved at undersøge de påståede krænkelser af menneskerettighederne.
Loven forhindrer Aung San Suu Kyi i at blive præsident i Myanmar, og derfor er hun på papiret udenrigsminister og statslig rådgiver.
/ritzau/