Den syriske præsident, Bashar al-Assad, og 24 ledende personer i det syriske regime anklages for krigsforbrydelser.
En international kommission har nu samlet beviser nok til at rejse tiltale og forberede tre forskellige sager, skriver The Guardian.
Dokumenterne, der i flere tilfælde har været kendt siden 2014, viser, hvordan tusinder af personer er blevet tortureret og dræbt, mens de har været i det syriske regimes varetægt.
Der findes blandt andet billeder af unge mænd uden øjne, mens andre har afmærkninger fra elektriske stød.
Tre sager er forberedt
Af sikkerhedsmæssige årsager har den internationale kommission, som Danmark er en del af, gemt bevismaterialet i en hemmeligholdt, vestlig hovedstad.
I alt har kommissionen samlet op imod en halv million dokumenter, der kan blive omdrejningspunktet i en stribe retssager. I første omgang har Rusland dog nedlagt veto for at blokere undersøgelser af Bashar al-Assads regime i Den Internationale Straffedomstol og oprettelse af en ad hoc-domstol i Syrien.
Hvis dette bliver ændret, så kan Bashar al-Assad og de 24 andre ledende personer i regimet se frem til foreløbigt tre sager:
- •
Den første sag handler om kommandovejene i toppen af det syriske regime.
- •
Den anden sag fokuserer på leddet lige under, der blandt andet rummer lederne af de vigtigste efterretnings- og sikkerhedstjenester.
- •
Slutteligt handler den tredje sag, som allerede er forberedt, om regimets sikkerhedskomité.