Anklagere vil have Gülen bag tremmer i flere tusinde år

Tyrkiske anklagere kræver to livstidsdomme og yderligere 1900 års fængsel til præsten Fethullah Gülen.

Fethullah Gülen i sit hjem i Saylorsburg, Pennsylvania i USA. (Foto: © © Charles Mostoller / Reuters, Scanpix)

Den tyrkiske anklagemyndighed kræver to livstidsdomme og yderligere 1900 år i fængsel til præsten Fethullah Gülen, som Tyrkiet vil have udleveret fra USA.

Det rapporterer tyrkiske medier tirsdag ifølge nyhedsbureauet AFP.

I et 2527 sider langt anklageskrift, der er blevet godkendt af anklagerne i Usak-regionen i det vestlige Tyrkiet, er Gülen anklaget for "forsøg på at ødelægge den forfatningsmæssige orden med magt".

Det rapporterer nyhedsbureauet Anadolu.

Den muslimske eksilprædikant beskyldes af den tyrkiske regering for at stå bag det fejlslagne militærkup mod præsident Recep Tayyip Erdogan i sidste måned.

Gülen har levet i eksil i USA siden 1999, og han benægter fortsat at have været involveret i det mislykkede kupforsøg.

USA's udenrigsminister, John Kerry, har tidligere sagt, at Tyrkiet må fremlægge "utvetydige beviser" i stedet for "beskyldninger", hvis præsten skal udleveres.

/ritzau/