Anholdelser får prokurdisk parti til at forlade parlamentet

11 personer fra det prokurdiske parti HDP i Tyrkiet har stoppet arbejdet i parlamentet i protest.

HDP-parlementsmedlemmet Sirri Sureyya Onder taler ved en pressekonference i byen Diyarbakir, efter at to ledere og ni politikere fra partiet er blevet anholdt. (Foto: © ILYAS AKENGIN, Scanpix)

Det prokurdiske parti HDP har stoppet arbejdet i Tyrkiets parlament, efter at to ledere og ni politikere fra partiet er arresteret.

HDP repræsenterer det kurdiske mindretal i Tyrkiet. Ifølge AFP er ni af partiets medlemmer af parlamentet blevet arresteret inklusive dets to ledere.

Siden et kupforsøg i sommer har Tyrkiets præsident og regeringen slået voldsomt ned på alle, der ser som en trussel.

Det har i høj grad ramt tyrkere, der mistænkes for at støtte den religiøse leder Fethullah Gülen, men også kurderne er blevet ramt.

HDP kom ind i parlamentet i juni 2015 og igen ved det efterfølgende valg i november. Her fik partiet lidt over 10 procent af stemmerne.

Udenrigsminister Kristian Jensen indkaldte i fredags den tyrkiske ambassadør i Danmark til en samtale om landets tilbageholdelser af de kurdiske politikere.

Det samme skete i Tyskland, og i Bruxelles udtrykte EU's udenrigsminister, Federica Mogherini, "ekstrem bekymring" over anholdelserne af det kurdiske partis ledere.

Kritikere har beskyldt regeringen for at udnytte situationen til at gribe ind mod langt flere personer, end de folk der rent faktisk stod bag kupforsøget.

/ritzau/