Anden hørings-halvleg går i gang i Bruxelles: Det skal du holde øje med i dag

I dag skal to næstformænd til eksamen i Europa-Parlamentet.

Første halvleg af kommissærhøringerne bød på flere politiske sammenstød, der har sået tvivl om flere af kandidaterne. Nu går anden halvleg i gang. (Foto: © François Lenoir, Scanpix)

I dag går anden og sidste omgang af kommissærhøringerne i gang i Bruxelles.

Langt størstedelen af kandidaterne – 19 ud af 26 – blev udspurgt i sidste uge. Og det var noget mere begivenhedsrigt end tidligere.

- Der er ingen tvivl om, at det har været en dramatisk første halvleg, lød det fra den socialdemokratiske europaparlamentariker Christel Schaldemose, der for tredje gang er med til at udspørge kommissærkandidaterne.

I dag og i morgen er det de helt tunge kommissærkandidater, heriblandt danske Margrethe Vestager (R), som skal høres af europaparlamentarikerne.

To af dem finder sted i dag. Her er, hvad du skal holde øje med:

1

Hvordan varmer Vera Jourová op til hårde armlægninger?

Vera Jourová er medlem af den nuværende Europa-Kommission. Hvis hun bliver godkendt af parlamentet, kan hun se frem til at blive næstformand med ansvar for blandt andet retsstatsprincipperne. (Foto: © Lehtikuva, Scanpix)

Der ligger nogle store politiske sværdslag og venter på tjekkiske Vera Jourová, hvis hun bliver godkendt til sin post i Europa-Kommissionen.

Hun står til at blive næstformand med ansvar for værdier og gennemsigtighed. Og blandt opgaverne bliver at sikre, at alle medlemslandene lever op til de fælles retsstatsprincipper.

Det skal hun efter alt at dømme gøre sammen med belgiske Didier Reynders, der er blevet nomineret til posten som retskommissær.

Og det kan give konflikter med flere af de østeuropæiske medlemslande, heriblandt Ungarn og Polen, der er endt i flere infights med den tidligere Europa-Kommission, fordi de ikke har overholdt de demokratiske spilleregler.

Derudover får hun til opgave at se på det omstridte spitzenkandidat-system.

Det er et system, som Europa-Parlamentet opfandt for at have mere styring med, hvem der kunne blive kommissionsformand.

Tanken var, at hver politisk gruppe i Europa-Parlamentet skulle stille med spidskandidat til formandsposten, som stats- og regeringscheferne så kunne vælge fra.

Men det system blev boykottet i forsommeren, da Ursula von der Leyen blev valgt til posten.

Det vakte både vrede og debat blandt mange europaparlamentarikere - noget, som også påvirker kommissærhøringerne - og nu skal Vera Jourová se, om hun kan finde fælles fodslag om et nyt system.

2

Hvordan skal EU stå stærkere i resten af verden?

Det er en politisk veteran, der står til at blive EU's næsten udenrigschef. (Foto: © JOSHUA ROBERTS, Scanpix)

Den næste Europa-Kommission skal stå skarpere i forhold til resten af verden, mener chefen, Ursula von der Leyen.

Og i en verden, der bliver mere og mere uforudsigelig og urolig, er der ifølge den kommende kommissionsformand brug for, at EU står stærkt på at beskytte og fremme samarbejdet på tværs af landegrænserne.

Det bliver spanske Josep Borrell, der er udset til at stå i spidsen for den opgave.

Han er både blevet nomineret til den tunge post som EU's næste udenrigschef og som næstformand i kommissionen. Og han kan i dag se frem til at blive udspurgt om de udenrigspolitiske emner, der præger verden lige nu.

En af hans opgaver bliver at sikre, at EU fremover kan træffe udenrigspolitiske beslutninger hurtigere og mere effektivt.

Historien har dog vist, at medlemslandene ikke altid har samme syn på udenrigspolitikken.

Og Jesep Borrell har tidligere betegnet møderne i EU's udenrigsråd som "en jammerdal", fordi man her er god til at vise sin sympati og medfølelse - men ikke træffe beslutninger.

Derfor skal 72-årige Josep Borrell, der blandt andet har været Spaniens udenrigsminister, i gang med at træne sin diplomatiske balancegang.

Derudover får han det overordnede ansvar for at udvikle den europæiske forsvarsunion. Det er projekt, der længe har skabt debat internt i unionen.

Og intet tyder på, at den debat er slut.