Analytiker om dødsdomme i Saudi-Arabien: En meget mystisk retssag

Mohammed bin Salman forsøger at skubbe Khashoggi-sagen fra sig, siger sikkerhedspolitisk korrespondent.

Saudi-Arabien er så vigtig en samarbejdspartner for USA og Europa, at Khashoggi-sagen ikke vil få store konsekvenser for kronprins Mohammed bin Salman, vurderer analytiker. Her ses kronprinsen i samtale med præsident Trump. (Foto: © Kevin Lamarque)

Fem personer er i dag blevet dømt til døden for drabet på den regeringskritiske journalist Jamal Khashoggi, mens tre andre personer er idømt i alt 24 års fængsel for deres rolle i forbrydelsen.

Dagens afgørelse kommer i kølvandet på en lukket retssag, og de få vestlige diplomater, der har fået lov til at følge den, er blevet pålagt tavshedspligt.

Det fortæller Kristian Mouritzen, som er sikkerhedspolitisk korrespondent hos Berlingske.

- Det er i det hele taget en meget mystisk retssag, siger han.

Saudi-Arabiens kronprins, Mohammad bin Salman, er blevet beskyldt fra flere sider for at stå bag mordet, men han har ikke været anklaget i sagen.

Ifølge Kristian Mouritzen har hele retssagen været designet til at frikende bin Salman ved at placere skylden andetsteds.

- Bin Salman har planlagt, at han skulle gå fri fra starten af.

- Alt peger selvfølgelig tilbage på det saudiarabiske indenrigsministerium, som er under ledelse af bin Salman. Det, at den her retssag nu har ført fem dødsdømte med sig, betyder i international sammenhæng ikke, at bin Salman er frikendt for noget som helst, men han forsøger helt tydeligt at skubbe den her sag fra sig og prøver på at placere ansvaret så langt væk fra sig selv som overhovedet muligt, siger han.

Saudi-Arabien er en vigtig allieret

Offentligheden ved ikke meget om de dømte i sagen, fortæller Kristian Mouritzen.

- Vi kender ikke identiteten på de fem dødsdømte. De tre, der er blevet frikendt, og som der ikke bliver ført sag imod, de tilhører derimod bin Salmans inderkreds.

- De dømte er formentlig ikke i inderkredsen, og måske ikke engang i den næste kreds, men måske i tredje kreds. Så det er meget mystisk alt sammen, siger han.

Der er ikke nogen tvivl om, at den magtfulde kronprins klarer frisag i kongeriget.

Og selv om både CIA og FBI har konstateret, at prisen formentlig har været indblandet på en eller anden måde, vil sagens konsekvenser for bin Salmans internationale relationer også være til at overskue, vurderer Kristian Mouritzen.

- Man skal huske, at Saudi-Arabien er så vigtigt et land for de vestlige lande, både på grund af olien og på grund af borgerkrigen i Syrien, hvor de danner en fælles front imod Iran. Det er meget vanskeligt at forestille sig, at bin Salman kommer til at blive persona non grata i USA og Europa på lang sigt.

- Bin Salman klarer givetvis frisag, når der er gået et års tid, og alle har glemt alt om Khashoggi, siger korrespondenten.

Kristian Mouritzen er sikkerhedspolitisk korrespondent på Berlingske.

Kronprinsens stjernestatus er falmet

Mohammed bin Salman er på få år gået fra at være blot én af mange om buddet i den enorme royale familie til at være Saudi-Arabiens ubestridte stærke mand.

Som kronprins har han stået bag en række sociale reformer, der er blevet rost i udlandet. Så som at lade kvinder køre bil og tillade biografer i det konservative kongerige.

- Hans reformer i Saudi-Arabien har været revolutionære. Han befrier kvinder, introducerer musik og biografer og slår ned på korruption i et land med 15.000 prinser, lød det fra amerikanske CBS i starten af 2018.

Siden er kronprinsen dog kommet under luppen i udlandet.

Foruden den store kritik i forbindelse med mordet på Khashoggi har kronprinsen også fået kritik for beslutningen om at engagere sig militært i Yemen mod landets iransk-støttede houthi-oprørere.

Krigen skulle have været kortvarig, men har varet mere end fire og et halvt år og skabt en humanitær krise i Yemen med titusinder af døde.