Tysklands socialdemokrater, SPD, stemte i dag ja til regeringsgrundlaget med de borgerlige CDU/CSU. Fem måneder efter forbundsdagsvalget står landet altså til snart at få en ny regering.
Som i den seneste regeringsperiode (2013-2017) bliver der tale om en såkaldt samlingsregering, en storkoalition – eller på ny-tysk: GroKo - en forkortelse af ”Große Koalition”.
Regeringen bliver ført an af en gammel kending: Angela Merkel fortsætter som kansler. Under hende er der imidlertid blevet rokeret: Bemandingen og fordelingen af ministerposter mellem regeringspartierne bliver en anden.
Det er tredje gang siden 2005, at SPD og CDU/CSU går i regering sammen. Men de gør det med det hidtil smalleste flertal. Det skyldes, at alle tre regeringspartier oplevede historisk dårlige resultater ved forbundsdagsvalget i september 2017. Siden da er vælgeropbakningen til en storkoalition faldet yderligere.
Regeringskrise i Tyskland
- •
Valget til Forbundsdagen i Tyskland i september 2017 gav et mudret resultat.
- •
Kansler Angela Merkels konservative i CDU/CSU indledte først regeringsforhandlinger det liberale FDP og De Grønne.
- •
Da forhandlingerne brød sammen udtalte Merkel, at hun foretrak et nyvalg fremfor at danne en mindretalsregering.
- •
Sammenbruddet og Merkels udmelding sendte bolden tilbage til de tyske socialdemokrater SPD, som har siddet i koalitionsregering med CDU/CSU de seneste fire år.
- •
SPD har været splittet i spørgsmålet om at indgå i en ny regering, efter partiet fik sit dårligste resultat ved valget til Forbundsdagen siden 2. Verdenskrig.
- •
Undervejs i forhandlingerne med CDU/CSU trak Martin Schulz sig fra posten som formand for SPD.
Give penge ud
Regeringsgrundlaget lægger op til en socialdemokratisk præget politik, både nationalt og i EU. Europapolitikken har i sig selv fået høj prioritet. Både i Tyskland og Europa har den ny regering tænkt sig at give flere penge ud – ikke mindst til lavindkomstgrupper.
I det tyske parlament, Forbundsdagen, står Angela Merkels ny regering til at få kraftigt modspil af Tysklands ny højreparti, Alternative für Deutschland (AfD). Ved valget i 2017 blev AfD tredjestørste parti og leder derfor oppositionen i Forbundsdagen. AfD har truet med at ”jage” den ny regering, og det kan nemt føre til hidtil usete stridigheder i parlamentet.
Ud over AfD kommer oppositionen til at bestå af det liberale parti FDP, socialisterne i Die Linke og miljøpartiet De Grønne.
Klar i april
Før Angela Merkels ny regering kan begynde sit arbejde, skal Tysklands socialdemokrater i de kommende dage sætte navne på deres kommende ministre.
Når Forbundsdagen samles igen fra den 12. marts, forventes det, at et flertal af parlamentarikere vælger Angela Merkel til ny kansler. Efter at være blevet taget i ed af Tysklands forbundspræsident, Frank-Walter Steinmeier, vil hun foreslå sine ministre, som så vil blive officielt udnævnt af præsidenten.
Det forventes, at Tysklands ny regering er i fuldt sving senest i starten af april.