Briterne skal til sommervalg, og ingen havde set det komme. De fleste journalister, parlamentsmedlemmer og politiske analytikere havde sat pengene på et efterårsvalg, måske lige i slipstrømmen af det amerikanske.
Men onsdag kom det ud af det blå – under en himmel, der var alt andet end blå.
Regnen piskede ned over Downing Street og premierminister Rishi Sunak, som skitserede, hvad han vil have valget til at handle om: økonomisk stabilitet og sikkerhed i en stadig farligere verden.
Ingen kunne tage blikket fra jakkesættet, som var drivvådt, da han efter knap otte minutter vendte sig rundt og gik tilbage ind bag døren i nummer 10.
Der findes et hav af romantiske komedier på den britiske filmscene, hvor hovedpersonen krænger sit hjerte ud i en stor, romantisk gestus i silende regn. Men det var ikke helt sådan en varm og følelsesladet scene, Sunak fik skabt.
Ikke mindst fordi han blev overdøvet af en aggressiv soundbox ikke langt derfra. Den spillede Labour-slagsangen 'Things Can Only Get Better', som brugt under parlamentsvalget i 1997, hvor partiet vandt en jordskredssejr.
Valgudskrivelsen er allerede gået over i historien som et af de helt store PR-selvmål i britisk politisk historie. Og hvis Sunak var vælgernes love interest i en film, tror jeg ikke, de ville løbe ud i regnen til ham.
Tingene kan kun blive bedre
Meningsmålingerne fortæller os nemlig, at briterne har kurs mod et 1997-lignende valgresultat i juli. Det ser sort ud for de konservative, der ikke bare i øjeblikket, men længe har ligget mindst 20 procentpoint bag Labour i meningsmålingerne.
Så ironisk nok passer Labour-slagsangen fint til de konservative – det kan nærmest kun blive bedre. Det virker bare ikke rigtig til, de selv tror på det.
Over 70 konservative parlamentsmedlemmer, også mange store profiler, har annonceret, at de ikke genopstiller, og der kommer drypvis flere til. Der har faktisk været endnu flere konservative, som på forhånd har meldt sig ud af valgkampen, end der var ved parlamentsvalget i 1997.
De politiske journalister, der til daglig færdes i Westminster, fortæller, at der er vrede og skuffelse på de konservative gange i parlamentet. Flere klager deres nød over, at de ikke har nået at finde et nyt job. De ved med andre ord godt, hvad klokken er slået.
Premierministeren selv forsøger at holde humøret og gejsten oppe. Han har haft travlt med en 48 timer lang præsidentvalglignende rundtur i kongeriget for at sparke sin kampagne i gang.
I England blev han fanget i at tage imod spørgsmål fra to ”helt almindelige” medarbejdere på en fabrik. Det viste sig dog, de var lokale konservative byrådsmedlemmer.
I flyet, der fragtede ham rundt, stillede han op til pressefoto lige under et stort EXIT-skilt i midtergangen, som markerer flyets nødudgange. Da han ankom til Belfast, fortsatte han i samme stil og stillede an til pressekonference foran Titanic-museet, så journalisterne ikke kunne dy sig for at spørge om ”han var kaptajn på en synkende skude”.
Og i Wales lavede han valgkampens første bommert, da han spurgte nogle bryggerimedarbejdere, om de glædede sig til at se en masse fodbold til sommer.
Det blev efterfulgt af pinlig tavshed – for Wales kvalificerede sig ikke til EM i herrefodbold.
Regnskab gøres op efter 14 år
Folkelighed har altid været en svær disciplin for Rishi Sunak, men han får hårdt brug for den, hvis han skal gøre sig håb om at beholde nøglerne til Downing Street 10.
For selvom han kun har været premierminister i 18 måneder, kommer han til at stå til regnskab for alle de 14 år, de konservative har været ved magten. Og de færreste briter synes, der er mange succeser at vise frem, når boet gøres op.
Sundhedsvæsenet er præget af rekordlange ventelister, strejker og mangel på arbejdskraft. For millioner er det umuligt at få en tid hos egen læge. Presset på hospitalerne har til tider ført til grotesk lange ventetider på ambulancer, og det har kostet tusindvis af menneskeliv.
Indvandringen til Storbritannien fortsætter i store tal, selvom briterne synes, den skal nedbringes. Det gælder antallet af asylansøgere, der sejler til de engelske kyster i små, usikre gummibåde, men det gælder også den legale indvandring, som godt nok faldt 10 procent sidste år, men stadig ligger højere, end briterne ønsker.
De konservative har som bekendt forsøgt at løse problemet med de små både ved at sende asylansøgere til Rwanda på en enkeltbillet. Men trods bombastiske udmeldinger, er ingen blevet deporteret endnu. Og på dag to i valgkampen indrømmede Rishi Sunak, at flyene til Kigali ikke kommer til at lette før valget 4. juli.
Der er problemer med vandværkerne, som i en årrække har udbetalt mange milliarder til aktionærer i stedet for at renovere og optimere kloakkerne. Derfor kan kloakkerne ikke følge med tidens spilde- og regnvand, så der pumpes tonsvis af ubehandlet spildevand direkte ud i floder, søer og havet. Det har de konservative politikere givet grønt lys til.
Og så er der spørgsmålet om brexit, den største forandring af det britiske samfund i generationer. For briterne har det været endnu en skuffelse, og et flertal af dem mener nu, at det var en fejl at forlade EU.
Briterne mærker ikke bedre tider endnu
En mand går lige nu viralt på det sociale medie ’X’ for at opsummere utilfredsheden kort og præcist i programmet BBC Question Time. Mange briter har det præcis som ham. De kalder det for "Broken Britain".
Der er en udpræget grad af pessimisme og en generel opfattelse af, at der ikke rigtig er noget, der fungerer. Det gælder også, når snakken falder på økonomien, der er det vigtigste emne for vælgerne, og som Sunak vil vinde folk over med.
Premierministeren forsøger at fortælle, der er beviser for, hans økonomiske plan virker. At økonomien er vendt, og lysere tider er på vej. På dagen for valgudskrivelsen kom der da også gode tal for inflationen, som kan bakke ham op i det.
Efter år med fuld fart på prisstigningerne, er den på 2,3 procent, det laveste niveau siden 2021, og igen tæt på nationalbankens målsætning. For vælgerne er det dog indtil videre bare tal.
Inflationen afspejler prisudviklingen i de forgangne 12 måneder, og den er godt nok bremset, men priserne er stadig steget med procent de seneste tre år.
Briternes budgetkonto er stadig klemt, og de tænker selvfølgelig mere på, at det generelt er blevet dyrere at leve, end at priserne ikke stiger helt lige så hurtigt, som de forgangne år.
For en femtedel af befolkningen – og 30 procent af alle britiske børn – står det endnu værre til. De lever i fattigdom ifølge regeringens egne mål og tal.
Men for Rishi Sunak stopper det ikke ved de udfordringer, der er ude i samfundet. De følger ham hele vejen ind i Westminster.
Rekordlav tillid til politikerne
Når vælgerne ser på deres knap så høje premierminister, som Labours kronprinsesse Angela Rayner har kaldt ”en taber på størrelse med en pint”, ser de også skyggerne af hans forgængere i Westminster.
Briterne har haft rigtig mange premierministre siden 2010, fem for at være helt præcis. Og Rishi Sunak er uden sammenligning den af dem, som sidder på det mest spinkle demokratiske mandat.
Han ville overtage posten efter Boris Johnson, som fik sparket i sommeren 2022 efter partygate-skandalen, men tabte kampen til Liz Truss, som partimedlemmerne foretrak. Truss politiske liv blev dog kort – så kort, at det blev holdt op mod holdbarheden af et salathoved, der endte med at leve længst. Truss måtte trække sig efter kun 49 dage som premierminister, da hendes økonomiske politik nær satte hele kongerigets finansielle stabilitet over styr.
Efter det kaos blev Rishi Sunak i al hast indsat som premierminister af de konservative medlemmer af Underhuset. Der er altså ingen vælgere, heller ikke engang konservative partimedlemmer, der har valgt ham. Det har kun de relativt få folkevalgte i parlamentet.
Når vælgerne ser på Rishi Sunak, bliver de mindet om det kaos, der bragte ham til magten. At sige, briterne lider af svær politikerlede efter mange kaotiske år med skiftende konservative premierministre, er en underdrivelse.
Tilliden til magthaverne er den laveste, der nogensinde er målt. Ifølge analyseinstituttet Ipsos stoler kun ni procent af vælgerne på, at politikerne siger sandheden.
Det er effekten af det, briterne kalder “sleaze”, et begreb, der dækker over at have moralske standarder i politik, og som er blevet brugt flittigt i særligt de sidste to år.
Stor nervøsitet i Labour
Der burde være liv og glade dage i Labour. Det ser ud til, de står med bolden mellem fødderne lige foran et fuldstændig åbent mål. At den er hjemme. Men selv store chancer kan brændes, og nervøsiteten for, at det alligevel glipper i sidste øjeblik, er stor i Labour-lejren.
De er kommet selvsikkert fra start, fordi det er nemt at angribe Sunak og hans parti. De skal bare opliste de mange udfordringer, som vælgerne kender fra deres hverdag og så ganske enkelt tilbyde forandring.
De glatte kampagnevideoer dækker dog over en mulig kommende premierminister, som vælgerne heller ikke har stor fidus til. De føler ikke, de kender ham, og hvis de gør, synes de, han er kedelig og – for arbejderpartiet endnu værre – elitær.
På engelsk siger man, at parlamentsvalg er ”Labours to lose”, hvilket betyder, at Labour nærmest skal gøre en aktiv indsats for at tabe. Men det kan jo ske, og her vil parlamentsvalget i 2017 stå som en advarsel.
Et 'forandret' parti på valg
Den daværende konservative premierminister, Theresa May, ville have et hurtigt valg, fordi meningsmålingerne var gode, og hun kunne få et større flertal i Underhuset. Men da stemmerne var talt op, måtte hun klamre sig til magten i et hængt parlament.
Starmer er bange for, noget lignende vil ske for ham. Det vil være bittert og lidt pinligt at komme til magten på et lunkent valgresultat, når vælgerne har været så trætte af de konservative i meget lang tid.
Han vil blive angrebet for sin støtte til forgængeren, Jeremy Corbyn, der lå på partiets yderste venstrefløj og lod antisemitismen løbe frit. Det er noget, som reelt kan flytte stemmer.
Derfor siger han i nærmest hver anden sætning, at det er et ”forandret Labour”, der går til valg denne gang. Som en understregning af det blev Corbyn smidt helt ud af partiet fredag eftermiddag.
Selvom valgkampen buldrer derudaf i hele seks uger, kommer det for briterne til at føles som, den er lige om hjørnet.
Millioner vil være travlt optagede af store sportsbegivenheder som Wimbledon og EM i herrefodbold, der er i gang, når valghandlingen skal ske.
Hundredetusindevis vil strømme til sommerens festivaler og måske stadig have ondt "i håret" efter Glastonbury, når de skal i stemmeboksen. Det kan være, sol og tørst holder ligeså mange fra at stemme, som politikerleden gør.
Men de fleste vil nok gøre brug af deres valgkort, for der er bred enighed om, at det er afgørende, at noget forandrer sig i samfundet.