ANALYSE: Nye unge politikere skal redde Italien

Den nye regering skal kæmpe med både økonmisk krise og politiske spændinger.

Thomas Harder, Italiens kender.

Efter to måneders forhandlinger er det endelig lykkedes de italienske politikere at danne en ny regering.

Men politikernes trængsler er langt fra overstået med den nye regeringskoalition. Den nye italienske ministerpræsident Enrico Lettas regering skal både kæmpe med landets skrantende økonomi og med en del modsætninger mellem regeringens to partier Demokraterne og Frihedens Front, vurderer Italiens-ekspert Thomas Harder.

- Begge de to partier har problemer med den her koalition. Det er svært at overbevise vælgerne om, at fjenden gennem tyve år nu skal være samarbejdspartner, siger Thomas Harder, der har skrevet flere bøger om italienske forhold.

Nye ministre

Demokraterne er et centrum-venstre-parti, mens Friheds Front er Silvio Berlusconis konservative parti. Men Silvio Berlusconi skal ikke selv være minister, selvom han er formand for partiet og Enrico Letta er også kun næstformand i Demokraterne.

- Det er en regering, hvor man ikke ser de politikere, man er vant til at se, de politikere, som er en halv generation ældre end de nye ministre, siger Thomas Harder.

De ældre politikere har brugt de seneste tyve år på at fremstille den nuværende koalitionspartner som fjenden, så Thomas Harder vurderer at det ville provokere vælgerne for meget, hvis de nu skulle agere samarbejdspartnere.

Ny politik

De yngre politikere, som den 46-årige Enrico Letta og 42-årige Angelino Alfano fra Frihedens Front, der skal være viceregeringschef og indenrigsminister, giver også mulighed for at forny politikken, mener Thomas Harder.

Specielt fra den nye økonomiminister, topchefen i Bank of Italy, Fabrizio Saccomanni, venter Thomas Harder sig politiske reformer. Den tidligere regering ville spare sig ud af krisen, men den nye økonomiminister vil dertil også bruge penge, har han tidligere sagt.

- Den nye økonomiminister vil begynde at bruge flere offentlige penge på at skabe vækst og skabe arbejde. I samarbejde med bankerne, industrien og forbrugerne vil han have en pagt for vækst i Italien, siger Thomas Harder.

Berlusconi stadig magtfuld

Han understreger dog, at selvom regeringen officielt styres af den 46-årige regeringschef, vil den 76-årige tidligere premierminister Silvio Berlusconi som formand for et af regeringspartierne stadig øve indflydelse på regeringen.

- Han vil blive ved med at hvile som en tung skygge over det hele. Og det er også ham, der i sidste ende beslutter om partiet vil trække sig ud af regeringssamarbejdet og fremtvinge et parlamentsvalg, siger Thomas Harder.