I de senste 12 måneder er der blevet talt meget om, at krigen er vendt tilbage til Europa, efter at Rusland invaderede Ukraine.
Men der har faktisk været krig i Ukraine siden 2014. Uden nogen alvorlige følger for hverken Rusland eller Europa.
I 2014 invaderede russerne Ukraine og annekterede Krim-halvøen, og siden da har der løbende været kamphandlinger i den østlige del af landet. Ukraine er et suverænt og selvstændigt land og nabo til flere EU-lande, og Ruslands annektering af Krim var et brud på folkeretten.
Men trods det åbenlyse brud på den internationale retsorden var reaktionerne på den russiske annektering begrænsede.
EU indførte sanktioner rettet mod annekteringen, men effekten var minimal. Der var ingen politisk vilje i Europa til at gøre et stort nummer ud af annekteringen.
Og at udråbe Rusland til en fjende ville have for store omkostninger for europæernes hverdag.
Præget af den gamle EU-visdom
Så selv om europæerne moralsk og politisk fordømte Ruslands annektering af Krim, fortsatte Europas politikere og virksomheder stadig med primært at se og behandle Rusland som en vigtig partner.
Rusland leverede olie, gas og gødning i store mængder til en attraktiv pris. Og russerne købte stort ind Europa af alt lige fra europæiske mærkevarer til teknologi.
Trods annekteringen af Krim, fortsatte Rusland med at være mere partner end paria for EU´s medlemslande i årene som fulgte.
Tænkningen i hovedstæder som Berlin og Rom var præget af den gamle EU-visdom om, at når man handler med hinanden, så bliver man gensidigt afhængig af hinanden. En afhængighed, som betyder, at man løser konflikter fredeligt. Ikke med vold.
Men den 24. februar 2022 blev den teori begravet i missilregnen over Ukraine. Moskva så nemlig den omfattende handel mellem Rusland og EU-landene som noget, der svækkede Europa.
Europæerne var stærkt afhængige af især olie og gas fra Rusland og derfor var analysen, at europæerne nok også denne gang ville reagere begrænset på invasionen af Ukraine. De tog fejl.
Rusland skal nu bekæmpes og begrænses
Krigen i Ukraine kan ende på tre måder:
- 1
Rusland vinder krigen og annekterer hele eller dele af Ukraine.
- 2
Rusland taber krigen og trækker sig ud af Ukraine.
- 3
Det ender med en fastfrosset konflikt, som trækker i langdrag.
Men uanset hvilken af de tre scenarier det ender med, er konklusionen den samme for Europa og for EU-samarbejdet.
Drømmen om Rusland som en fredelig nabo og handelspartner ligger i dag begravet under murbrokkerne i Ukraine, og det får store konsekvenser for både EU-samarbejdet og for EU´s medlemslande.
Rusland er et land som ikke kun har angrebet Ukraine. Med invasionen har Rusland også angrebet den internationale retsorden.
Rusland har – med magt – angrebet et lands territorielle suverænitet og ret til selvbestemmelse. Og dag for dag, efterhånden som krigen skrider frem, står det mere og mere klart, at den vestlige drøm om et ikke-konfrontatorisk, ikke-imperialistisk Rusland med respekt for demokrati og menneskerettigheder er en død illusion.
Rusland er blevet Europas fjende
Europa står i stedet over for et Rusland, som i dag bruger en tredjedel af landets statsbudget på sit militær.
Et Rusland, som er parat til at bruge militære midler for at udvide sit territorie. Et Rusland, der ikke tøver med at true med at bruge atomvåben.
Et Rusland, som aktivt blander sig i national politik i EU´s medlemslande, og som forsøger at påvirke valg. Et Rusland, der aktivt arbejder på at splitte sammenholdet i den militære alliance mellem Europa og Nordamerika, Nato.
Et Rusland, som bevidst forsøger at påvirke befolkningernes holdning gennem at sprede misinformation. Et Rusland, som aktivt fører såkaldte hybrid krig mod Europa.
Rusland er blevet Europas fjende. Det er Europas politikere nødt til at forholde sig til og det er noget, som borgerne i Europa kommer til at mærke.
Krigen forandrer EU for altid
Missilregnen over Ukraine kommer til at forandre EU-samarbejdet for altid. Den første forandring er allerede tydelig.
Det er europæernes hurtige farvel til russisk olie og gas. Den forandring var dog kommet før eller siden under alle omstændigheder på grund af den grønne omstilling.
De store forandringer er dem, som venter forude, og som Europas politikere først nu skal til at finde ud af, hvordan skal håndteres. Både militært og udenrigspolitisk.
Dels er der en ren militær udfordring. Europæerne er nødt til at opruste militært. Det betyder enorme investeringer i alt fra modernisering af forsvaret til opbygning af lagre af våben.
Det er en opgave, som i dag er national. Men hvis oprustningen ikke skal opbruge en uforholdsmæssig stor del af EU-landenes nationale budgetter, er de nødt til at indlede et meget større samarbejde om indkøb og produktion af våben.
Et emne, som er politisk ømtåleligt og besværligt for mange EU-lande, men som er uundgåeligt og som kommer til at præge EU-samarbejdet mange år fremover.
Flere lande afhænger af EU
En øget militarisering af EU-samarbejdet venter forude, og omfanget af den afhænger både af udviklingen i Rusland, den politiske udvikling i USA og den fremtidige amerikanske opbakning til Nato-samarbejdet.
Udenrigspolitisk står Europas ledere også over for store beslutninger. Ukraine er ikke det eneste land, hvis overlevelse afhænger af hjælp fra EU. Andre lande som Moldova og Georgien kan – afhængig af krigens udfald – havne i samme situation som Ukraine. Og samtidig vokser uroen på Balkan.
EU-landene står over for en fremtid, hvor de skal vælge, om det skal være EU, der både økonomisk, politisk og militært agerer garant for nabolandene, eller om EU vil overlade til nabolande at skulle håndtere Rusland alene - eller kun med begrænset europæisk assistance.
Der er stadig mange i Europa, både politikere, virksomheder og borgere, som håber på en hurtig afslutning på krigen og, at den gamle verden med Rusland som en partner vender tilbage. Men den tid er død. Nu skal EU til at indstille sig på årtier fremover, hvor naboen Rusland er en fjende.
Det bliver både dyrt, besværligt og ubehageligt.